Tag: gris

figurkager, Fyld, Galleri, Kagerne, Opskrifter

Jeg en gård mig bygge vil…

Jeg en gård mig bygge vil
der skal være have til
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge
Hest(e), grise, køer og får
hører til min bondegård

I dag fylder min niece 2 år og det blev fejret efter alle kunstens regler i går. Jeg havde lavet en bondegårdskage, efter ønske fra den unge dame (eller var det hendes mor). Hun blev rigtig glad for kagen, og var meget interesseret i hesten, som jo ligger der og tager en søndags-slapper…

Køerne har jeg faktisk ikke selv lavet… Forleden var jeg nemlig på visit hos en veninde, hun har lige været på en tur til Birmingham, hvor der har været afholdt en kæmpe kagemesse, så jeg skulle jo ha’ referat af det hele. Vi hyggede et par timer og imens lavede hun køerne og jeg lavede så et par grise.

Grisene blev dog kasseret da jeg kom hjem, fordi jeg ikke synes de var helt rigtige… eneste overlevende er den helt lille. Så næste dag måtte jeg på den igen og det blev til de her, som har det pragtfuldt i deres lille mudderpøl…

Fårene har jeg desværre ingen nærbilleder af, men de har sorte ben og hoveder og krøllet pels… Ja, jeg sad faktisk og lavede krøller og løkker af små tynde pølser sugarpaste som jeg siden limede på fårenes kroppe…

Kagen bestod af lagkagebunde, jordbær-rabarber mousse og skildpadde-creme. Skildpadde-cremen er en gammel klassiker, som jeg har “genopdaget”. Du får opskriften her:

Cremen er sådan lidt a la Sarah Bernard creme, men med et twist af skildpadde, som bare er super skønt i sær sammen med en let syrlig frugtmousse. Jeg tror også den vil være god som fyld i en chokoladekage…

Arbejdsbeskrivelser

En rigtig lille gris…

Min niece fylder 2 år på mandag. Hun skal fejres på søndag og det kræver selvfølgelig kage fra tanten… Kagen skal pyntes med bondegårdsdyr. Derfor har jeg de sidste par dage siddet og nørklet med både heste, grise, køer og får. Grisene har i den grad drillet, jeg tror jeg har lavet de første 5 forskellige som alle er blevet kasseret… Til sidst lykkedes det dog, og for en gang skyld huskede jeg at tage billeder undervejs.

Her kommer en lille “how-to-make” en gris

Lidt marcipan eller sugarpaste farves med lyserød pastafarve.

Så trilles kugler til hoved, ører, krop, ben og hale.

Læg alle kuglerne under et stykke plastik, så de ikke tørrer ud, mens du arbejder med de enkelte dele.

Hovedet trilles i en let dråbeform og trykkes flad i den spidse ende. Brug tommel og pegefingeren til at markere trynen.

Nu laves øjne og næsebord med strikkepind eller bagenden af en tynd pensel. Munden laves med en skarp kniv og formes med en let fugtig lille pensel.

Ørene laves af to dråbeformede kugler, som trykkes flade og samles i den brede ende. De fæstes på hovedet med en lille smule vand.

Hovedet sættes på kroppen med en stump spaghetti og lidt vand.

Kroppen trilles til en lille tyk pølse. Benene trykkes lidt trekantede og flade på den ene halvdel. Foden markeres med en lille kniv. Benene sættes fast på kroppen med lidt vand.

Halen trilles til en tynd pølse og “krølles”

VIOLA! 1 stk. glad gris…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...