Search Results for "label/lagkage bunde"

Blomster, Galleri, Kagerne

Hip hip hurra

I onsdags var det min fødselsdag. Tænk engang, at det er 4 år siden, jeg fik domænet kagekonen.com forærende. Der er sket meget siden, men en ting er ved det gamle, og det er, at fødselsdage skal fejres.

Så jeg havde inviteret familien til boller og lagkage i går eftermiddags… Bollerne var væk før jeg fik kameraet frem og den hjemmelavede krydrede blommemarmelade med mandler og solbærsylten med ingefær og citron får i billeder og opskrifter på en anden dag. Lagkagerne var af den klassiske slags:

Hjemmebagte bunde lagt sammen med rabarberkompot og flødecreme (jeg undlod cognac) og små amaretto makroner fra Metro. Toppet med tyk og kraftig kakaoglasur og kantet med et generøst bånd af marcipan. De røde sukkerblomster lå i min gemmer sammen med de små grønne sukkerblade og giver lige det sidste ovenpå de 12 fløderosetter.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har en stor og kageglad familie, så 1 lagkage kunne ikke gøre det…

Så da jeg alligevel var i gang, bagte jeg 2 portioner lagkagebunde. De her blev stænket med vanillesirup og lagt sammen med mascaponecreme og masser af friske jordbær i skive. Tyk tøset pink glasur og en håndfuld hornvioler fra haven på toppen af de 12 fløderosetter og en tyk strimmel marcipan på kanten.

Og der var gaver… jeg har fået en ny GPS til bilen af min elskede og et praktisk etui, stakkevis af bøger til sommerens pauser, det smukkeste silketørklæde, sjove buttede vaser til havens små blomster, et skønt lille billede, en skør prop til halvtomme flasker, glimtende øreringe og et glas hjemmelavet sommersyltetøj.

Bryllupskager, Kagerne

Og de sagde ja…

Min skønne veninde og hendes dejlige mand sagde ja til hinanden i fredags. Eller dvs. faktisk havde de allerede sagt ja, for de rokkede ved traditionerne og lagde ud med bryllupsrejsen og sagde ja hinanden på rådhuset i New York City.


Bruden og gommen er begge aktive og engagerede mennesker med en stor omgangskreds, så vi var mange der var mødt op for at overvære velsignelsen og efterfølgende fejre det skønne par, så der skulle en stor kage til.


Jeg lod mig inspirere af årstiden og dekorerede kagen med kastanjer, agern og blade af flowerpaste i 3 forskellige farver, børstet med pulverfarve i rød, gul, brun og grøn.


Kagen indeholder de klassiske lagkagebunde stænket med lidt amaretto og lagt sammen med hvid chokolademousse og jordbærfromage.

Resten af weekenden gik med valgarrangement i det lokale indkøbscenter og uddeling af valgbrochurer og en lørdag aften med skøn mad og vin i selskab med et par af vores gode venner.

Galleri, Kagerne, Modellering

Tillykke

Min søster var til sin allersidste eksamen i fredags. Hun bestod og kan nu smykke sig med titlen statsautoriseret revisor. Hun har læste længe… faktisk mere eller mindre siden hun blev student i 1992. Undervejs har hun klaret fuldtidsarbejde og fået mand og 3 skønne unger, jeg synes det er godt gået.

Som den mellemste af hendes børn sagde: “mor vandt” behøver jeg at sige, at lige netop det barn er meget sports interesseret…

I går var det søsters fødselsdag. Pga. den netop overståede eksamen, havde hun ikke planlagt nogen egentlig fejring, og den går altså ikke i vores familie.

Nå, nu er dette jo ikke en hyldest side for min søster, men min “kage-dagbog” for selvfølgelig skulle der kage til, når nu der både var det ene og det andet at fejre.

Så kage det fik hun… chokoladekage, en enkelt lagkagebund og 2 lag af den lækre jordbær-rabarber mousse, som vi holder så meget af.

Fordi min søsters fødselsdag som regel altid falder lige inden 1. søndag i advent har jeg mange gange foræret hende en hjemmegjort og fint pyntet adventskrans/-dekoration i fødselsdagsgave, så da jeg forleden spurgte til hendes ønsker, var svaret adventskrans, tøj eller måske en god bog…

Jeg synes det var sjovere at lave en adventskrans på kagen, så det gjorde jeg. Kransen er lavet af sugarpaste og lysene er lavet af modelleringsmasse, som er lidt mere stabilt. Vægen er en tandstik med lidt sort farve. Kristtjørn-bladene er lavet med en ejektorudstikker med indbygget veiner, super nemt. Sløjferne er også lavet med en udstikker, så bliver de nemlig helt ens og alle dele passer sammen.

I denne uge skal jeg have styr på et par pakkekalendere til overraskelse for nogen jeg holder af, en adventskalender til en anden, der fortjener (eller måske rettere forventer) det, 2 figur kager på bestilling, en paryk til min mor, en adventskrans og en kalenderlys dekoration til os selv. Endelig er det vel også tid til at finde lidt julepynt og lyskæder frem fra gemmerne i kælderen, og inden det kan ske bør støvsugeren, gulvmoppen og kluden med Ajax vel også lige en tur rundt i huset…

figurkager, Fyld, Galleri, Kagerne, Opskrifter

Jeg en gård mig bygge vil…

Jeg en gård mig bygge vil
der skal være have til
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge
Hest(e), grise, køer og får
hører til min bondegård

I dag fylder min niece 2 år og det blev fejret efter alle kunstens regler i går. Jeg havde lavet en bondegårdskage, efter ønske fra den unge dame (eller var det hendes mor). Hun blev rigtig glad for kagen, og var meget interesseret i hesten, som jo ligger der og tager en søndags-slapper…

Køerne har jeg faktisk ikke selv lavet… Forleden var jeg nemlig på visit hos en veninde, hun har lige været på en tur til Birmingham, hvor der har været afholdt en kæmpe kagemesse, så jeg skulle jo ha’ referat af det hele. Vi hyggede et par timer og imens lavede hun køerne og jeg lavede så et par grise.

Grisene blev dog kasseret da jeg kom hjem, fordi jeg ikke synes de var helt rigtige… eneste overlevende er den helt lille. Så næste dag måtte jeg på den igen og det blev til de her, som har det pragtfuldt i deres lille mudderpøl…

Fårene har jeg desværre ingen nærbilleder af, men de har sorte ben og hoveder og krøllet pels… Ja, jeg sad faktisk og lavede krøller og løkker af små tynde pølser sugarpaste som jeg siden limede på fårenes kroppe…

Kagen bestod af lagkagebunde, jordbær-rabarber mousse og skildpadde-creme. Skildpadde-cremen er en gammel klassiker, som jeg har “genopdaget”. Du får opskriften her:

Cremen er sådan lidt a la Sarah Bernard creme, men med et twist af skildpadde, som bare er super skønt i sær sammen med en let syrlig frugtmousse. Jeg tror også den vil være god som fyld i en chokoladekage…

figurkager, Galleri, Kagerne

Prinsessens fødselsdag…


En af min søsters kollegaer spurgte så pænt om ikke jeg kunne lave en kage til hendes datters 8 års fødselsdag… Sådan en forespørgsel er jo svær at sige nej til, så jeg bagte en portion lagkagebunde, kom et fint lag hjemmelavet jordbærsylt på og lagde dem sammen med en helt almindelig klassisk vanille-fløde-creme og så lidt makroner.

Så blev hele molevitten overtrukket med et tyndt lag marcipan og derefter et tyndt lag lyserød sugarpaste. Prinsessen er lavet i sugarpaste og mand, hvor de fletninger drillede… Jeg kunne godt mærke at jeg har haft “kort” hår i mange år og ikke har haft tøsebørn der skulle flettes i nærheden. Nå, efter et par forsøg blev de helt hæderlige, hvis jeg selv skal sige det…

Kagerne

Efterår…

De seneste dage har vejret vist sig fra sin smukkeste side; næsten ingen vind og højt til himlen. Det er sådanne dage, vi nyder at bo bare 500 m fra Vestskoven som lige nu er iklædt efterårets prægtige farver. Forleden trængte husbonden til en løbetur og da vejret var fint tog jeg cyklen og vi fulgtes ad ud i det blå. Det var en pragtfuld tur… vi fulgte en af de nye løberuter som kommunen og et par løbeklubber i Albertslund har etableret i samarbejde med skoven. Vi kom steder vi ikke før har vejret og vi fik hilst på højlandskvæg og får, det er ikke sidste gang vi tager den tur.

I fredags havde min svigerinde sidste dag på jobbet. Hendes arbejdsplads rykker aktiviteterne til Sverige og derfor havde de ansatte bestemt at de ville ha’ kage. Inspireret af skoven lavede jeg forskellige blade, kastanjer, agern, rønnebær og brombær i farvet sugarpaste. Inden i er der lagkagebunde, chokoladekage og jordbær/rabarbermousse.

Kagen er til 40 personer og består af to kager der er sat ovenpå hinanden. Den øverste kage står på et stykke folie-beklædt pap og i den nederste kage er der stukket afklippede sugerør til at understøtte den øverste kage. På kanten har jeg sprøjtet en bort med royal icing.


I morgen begynder en ny uge, og hvis vejret ellers arter sig har jeg planer om at tage cyklen ud i det blå og jeg vil prøve at huske kameraet.

figurkager, Fyld, Galleri, Kagerne, Opskrifter

Høstfest med mere…


Min far skal til sammenskuds-høstfest og havde straks “sat sig” på kagen, for den kunne han jo uddelegere til mig, og så slap han jo for at gå i køkkenet…

Faderen min havde ingen særlige ønsker til kagen, der var frit slag for både indhold og design, så mens jeg tænkte over indholdet lavede jeg lidt efterårs inspireret pynt.

Og så gik jeg i køkkenet… jeg bagte lagkagebunde med mandelmel og kogte æblekompot med lidt sukker og en stang vanille. De færdige kolde bunde blev stænket med lidt Amaretto likør og smurt med et lag af den hjemmegjorte æblekompot, så fik de et drys æblekagerasp og derefter et lag vanillefromage. Jeg ligger kager sammen i den form jeg har bagt dem i, det giver pæne lige kanter og gør, at man kan komme fromagen i kagen selvom den ikke er færdig stivnet. Hele molevitten kommes på køl, til fyldet og kagen har “sat sig”.

Her kommer opskriften på en rigtig lækker vanillefromage eller Creme Bavarois som det hedder på fransk…

Jeg ved ikke hvorfor, men en kage kommer sjældent alene… Min veninde, som er glødende FCK-fan, skal til middag med nogle af dem hun sidder sammen med i Parken, og ville så gerne have en FCK kage med som dessert. Jeg er rigtig dårlig til at sige nej, så jeg stod på hovedet i skabsfryseren og fandt et par mudcake bunde, bagte en marcipanbund og lagde hele molevitten sammen med lidt chokoladesmørcreme.

Jeg havde lidt logoer tilovers fra FCK-spillertrøjen, så dem kunne jeg jo passende bruge. Da kagen var firkantet, så var designet ligepludselig oplagt…

Da begge kager var færdige var det blevet hen på eftermiddagen, og jeg var ved at have travlt. En lille gruppe bloggere havde sat hinanden stævne i København… Det var super hyggeligt og bestemt ikke sidste gang blog-land møder real-life, klokken var mange da jeg landede i Albertslund i nat…

Ikke kategoriseret

Smagen af efterår…

I næste uge fylder min yngste 18 år. Det er ikke til at fatte, men sådan er det. Han skal ikke fejres noget særligt på dagen, men venter til lørdag hvor hele den udvidede familie kommer til brunch med kage forstås…

Sønnikke har bestilt kager, der ikke er for tunge og som passer til årstiden… udformningen og det præcise indhold er op til mig. Udformningen har jeg styr på men indholdet, det har voldt mig lidt kvaler.

Lige indtil jeg kom forbi et par bugnende æbletræer på min cykeltur forleden, i kurven med æblerne og hjem i gryden skal de, med rørsukker, vanille, kanel og måske også lidt anis og kardemomme, sådan en kompot kan stives med lidt husblas og vendes med flødeskum. Det bliver til en super skøn let og lidt krydret æblemousse. I skabet fandt jeg de sidste dåser sød kastanjepure, ungens yndlings søndag-morgen-pålæg. Det kan smøres på en lagkagebund og toppes med hvidchokoladetrøffel… Så skal der bare lige bages en stak lagkagebunde med mandelmel, men først i næste uge, for fryseren er fuld af kød, kager, rabarber i skiver og brombær fra svigerindens busk. Det er nok kun med nød og næppe at jeg finder plads til den kompot der skal laves af de vilde æbler.

I overmorgen skal min far til sammenskuds-høstfest og han skal medbringe kage. Derfor har jeg i dag bagt lagkagebunde i morgen skal de lægges sammen med æblekompot og vanillefromage og måske lidt knuste makroner.

figurkager, Galleri, Kagerne

Sidste uges projekter


En bekendt fyldte 30 år i lørdags, og selvom det stod ned i stænger, så påstod han, at det ikke var hans skyld. Lars – som han hedder – arbejder på Falcks alarmcentral, så selvfølgelig skulle hans kage være en brandbil.

Den er lavet af mudcake og chokolade-trøffel-creme og overtrukket med sugarpaste, som jeg købte færdig indfarvet hos Kagekompagniet. Som I ser, fik jeg lige sat en tommelfinger på nummerpladen inden den var tør, men sådan går det nogen gange…



Lars skulle have mange gæster, så 1 kage var ikke nok, og da han – som jeg selv – er stor fan af BYENS HOLD så måtte han naturligvis have en kage, bagt i min nye t-shirt form.

Alle logoerne har jeg fået lavet i sukkerprint, så de skulle bare klippes ud og sættes på med en lille bitte smule vand, dejlig nemt 🙂

Kagen er klassiske lagkagebunde hvor jeg har erstattet 1/3 del af den samlede mel-mængde med mandelmel. Bundene er lagt sammen med chokolademousse fra Inco og jordbær/rabarberfromage også lavet på basis af fromagepulver fra Inco og tilsat lidt hjemmelavet rabarberkompot. Kagen er overtrukket med sugarpaste.


Kagerne blev gode og vakte jubel hos fødselaren. Anderledes er det gået med mit strikkeprojekt… Jeg har gennem den seneste måned strikket godt og vel 2 meter glatstikket silkemohair på forholdsvis tykke pinde. Det skulle ende som et tørklæde a la det her og selvom jeg var omhyggelig da jeg monterede glaskugler så gik noget galt… Måske skulle jeg have haft andet og mere i vaskemaskinen end bare tørklædet, men det havde jeg altså ikke og resultatet er til at tude over… Store huller, men fint i strukturen, kun let filtet/valket helt som jeg drømte om. Det virker lidt som om, at det fine silkemohair slet ikke var stærkt nok til at holde kuglerne indenbords, så nu er jeg blevet det klogere!

figurkager, Fyld, Kagerne, Opskrifter

Deep-pan pizza kage

Som jeg nævnte forleden skulle min svigerinde holde middag i lørdags for alle dem som havde svunget hammer og pensel i deres nye køkken. Jeg havde lovet at lave kagen, som endte med at blive en deep-pan pizza, fordi de praktisk taget har levet af pizza i de 3 mdr. som ombygningen har taget.

Min lokale pizza-pusher var så flink at levere en ekstra (ny) æske sidst vi fik pizza (hvilket var i onsdags…) så kagen blev leveret i “original emballage” det syn’s vi var ret sjovt.

 

 

Kagen er lyse lagkage bunde med hvidchokolade, mandelmel og appelsinsaft lagt sammen med jordbær-rabarbermousse. Opskriften på lagkagebundene ligger HER, jeg tilsatte mandelmel og appelsinsaft som foreslået i opskriften. Derudover tilsatte jeg100 g fint hakket hvidchokolade. Det smagte super godt.

Jeg sprang over hvor gærdet var lavest og lavede moussen af jordbær- og neutral fromagepulver fra Inco, som jeg tilsatte hjemmelavet jordbær-rabarberkompot. I skal dog ikke snydes for en god og enkel opskrift på jordbær-rabarbermousse:

Pizza-kagen er ikke særlig høj – den skulle jo passe i æsken, til gengæld er den26 cmi diameter, så der var rigeligt til 10 personer.

 

Overtrækket er sp/marcipan som “svampet” med lidt brun pulverfarve opløst i vodka. Tomatsaucen er rød smørcreme. Pynten er lavet af sugarpaste blandet med flowerpaste og det var faktisk rigtig hyggeligt at sidde og lave champignon, peberfrugtstrimler/skiver, oliven, pepperoni og skinke stykker. Det var straks værre med “osten” som er sugarpaste der er revet på den grove side af rivejernet, selvom det var en halvtør klump, så blev det ved med at klistre sammen… tilsidst lykkedes det dog at få skilt klumperne nogenlunde fra hinanden.

Var for resten forbi pizza-pusheren i dag med et billede, han blev ret overrasket over resultatet og har hængt det op i forretningen, så hvem ved, om han sætter en pizza med skinke, pepperoni, peberfrugt, champignon og oliven på programmet når han næste gang laver nyt menu-kort.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...