Search Results for "label/jordbær-rabarber mousse"

Galleri, Kagerne, Modellering

Tillykke

Min søster var til sin allersidste eksamen i fredags. Hun bestod og kan nu smykke sig med titlen statsautoriseret revisor. Hun har læste længe… faktisk mere eller mindre siden hun blev student i 1992. Undervejs har hun klaret fuldtidsarbejde og fået mand og 3 skønne unger, jeg synes det er godt gået.

Som den mellemste af hendes børn sagde: “mor vandt” behøver jeg at sige, at lige netop det barn er meget sports interesseret…

I går var det søsters fødselsdag. Pga. den netop overståede eksamen, havde hun ikke planlagt nogen egentlig fejring, og den går altså ikke i vores familie.

Nå, nu er dette jo ikke en hyldest side for min søster, men min “kage-dagbog” for selvfølgelig skulle der kage til, når nu der både var det ene og det andet at fejre.

Så kage det fik hun… chokoladekage, en enkelt lagkagebund og 2 lag af den lækre jordbær-rabarber mousse, som vi holder så meget af.

Fordi min søsters fødselsdag som regel altid falder lige inden 1. søndag i advent har jeg mange gange foræret hende en hjemmegjort og fint pyntet adventskrans/-dekoration i fødselsdagsgave, så da jeg forleden spurgte til hendes ønsker, var svaret adventskrans, tøj eller måske en god bog…

Jeg synes det var sjovere at lave en adventskrans på kagen, så det gjorde jeg. Kransen er lavet af sugarpaste og lysene er lavet af modelleringsmasse, som er lidt mere stabilt. Vægen er en tandstik med lidt sort farve. Kristtjørn-bladene er lavet med en ejektorudstikker med indbygget veiner, super nemt. Sløjferne er også lavet med en udstikker, så bliver de nemlig helt ens og alle dele passer sammen.

I denne uge skal jeg have styr på et par pakkekalendere til overraskelse for nogen jeg holder af, en adventskalender til en anden, der fortjener (eller måske rettere forventer) det, 2 figur kager på bestilling, en paryk til min mor, en adventskrans og en kalenderlys dekoration til os selv. Endelig er det vel også tid til at finde lidt julepynt og lyskæder frem fra gemmerne i kælderen, og inden det kan ske bør støvsugeren, gulvmoppen og kluden med Ajax vel også lige en tur rundt i huset…

figurkager, Fyld, Galleri, Kagerne, Opskrifter

Jeg en gård mig bygge vil…

Jeg en gård mig bygge vil
der skal være have til
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge
Hest(e), grise, køer og får
hører til min bondegård

I dag fylder min niece 2 år og det blev fejret efter alle kunstens regler i går. Jeg havde lavet en bondegårdskage, efter ønske fra den unge dame (eller var det hendes mor). Hun blev rigtig glad for kagen, og var meget interesseret i hesten, som jo ligger der og tager en søndags-slapper…

Køerne har jeg faktisk ikke selv lavet… Forleden var jeg nemlig på visit hos en veninde, hun har lige været på en tur til Birmingham, hvor der har været afholdt en kæmpe kagemesse, så jeg skulle jo ha’ referat af det hele. Vi hyggede et par timer og imens lavede hun køerne og jeg lavede så et par grise.

Grisene blev dog kasseret da jeg kom hjem, fordi jeg ikke synes de var helt rigtige… eneste overlevende er den helt lille. Så næste dag måtte jeg på den igen og det blev til de her, som har det pragtfuldt i deres lille mudderpøl…

Fårene har jeg desværre ingen nærbilleder af, men de har sorte ben og hoveder og krøllet pels… Ja, jeg sad faktisk og lavede krøller og løkker af små tynde pølser sugarpaste som jeg siden limede på fårenes kroppe…

Kagen bestod af lagkagebunde, jordbær-rabarber mousse og skildpadde-creme. Skildpadde-cremen er en gammel klassiker, som jeg har “genopdaget”. Du får opskriften her:

Cremen er sådan lidt a la Sarah Bernard creme, men med et twist af skildpadde, som bare er super skønt i sær sammen med en let syrlig frugtmousse. Jeg tror også den vil være god som fyld i en chokoladekage…

Kagerne

Efterår…

De seneste dage har vejret vist sig fra sin smukkeste side; næsten ingen vind og højt til himlen. Det er sådanne dage, vi nyder at bo bare 500 m fra Vestskoven som lige nu er iklædt efterårets prægtige farver. Forleden trængte husbonden til en løbetur og da vejret var fint tog jeg cyklen og vi fulgtes ad ud i det blå. Det var en pragtfuld tur… vi fulgte en af de nye løberuter som kommunen og et par løbeklubber i Albertslund har etableret i samarbejde med skoven. Vi kom steder vi ikke før har vejret og vi fik hilst på højlandskvæg og får, det er ikke sidste gang vi tager den tur.

I fredags havde min svigerinde sidste dag på jobbet. Hendes arbejdsplads rykker aktiviteterne til Sverige og derfor havde de ansatte bestemt at de ville ha’ kage. Inspireret af skoven lavede jeg forskellige blade, kastanjer, agern, rønnebær og brombær i farvet sugarpaste. Inden i er der lagkagebunde, chokoladekage og jordbær/rabarbermousse.

Kagen er til 40 personer og består af to kager der er sat ovenpå hinanden. Den øverste kage står på et stykke folie-beklædt pap og i den nederste kage er der stukket afklippede sugerør til at understøtte den øverste kage. På kanten har jeg sprøjtet en bort med royal icing.


I morgen begynder en ny uge, og hvis vejret ellers arter sig har jeg planer om at tage cyklen ud i det blå og jeg vil prøve at huske kameraet.

figurkager, Galleri, Kagerne

Fyrre, frisk og fyrrig…


Jeg har en veninde, som jeg har kendt fra vi var omkring 5-6 år og rendte rundt på legepladsen med plaster på knæene og brune kassebukser. I perioder af vores liv, har vores venskab været på standby, men vi har altid vist, at den anden ville være der, hvis det virkelig gjaldt.

Vi har på mange områder helt ubevidst fulgtes ad; vi fik begge børn og mand tidligt, og havde begge valgt den “forkerte” mand, så næsten samtidig blev vi skilt. Vi tog også begge en ekstra uddannelse, da vi af forskellige årsager ikke mere kunne arbejde i vores oprindelige erhverv. Vi er begge velsignede med børn med særlige behov og sådan har vi på mange områder haft hver vores at slås med. Vi har grinet og grædt, festet og været stille sammen og en enkelt gang var vi også på ferie sammen, det var en kæmpe oplevelse for alle, – også vores børn.

I dag fylder min skønne, dejlige, tossede og hjertevarme veninde 40 år. Hun spurgte for lang tid siden om jeg ville lave kager til hendes fødselsdag, og der er da intet jeg hellere vil, så her er et par billeder af min gave til dagens fødselar…

og fra en anden vinkel… Kandens er lavet af chokoladekage og fyldt med en chokoladetrøffelcreme lavet af 4 kæmpeskildpadder og lidt mørk chokolade.


En enkelt kage er jo ikke nok, så jeg har lavet en mere… Mariehønen er indeholder lagkagebunde, chokoladekage, jordbær/rabarbermousse og resten af skildpadde-trøffelcremen.


Da det ikke lige er sæson for mariehøns har jeg “smidt” lidt efterårsblade og kastanjer omkring på fadet. De er lavet af sugarpaste og børstet med fødevare pulverfarver for at opnå det rigtige look.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...