Kunst & Kultur

Indendørs, Kunst & Kultur, Livet

Must haves…

For et par måneder siden, på Art Copenhagen i Forum, så jeg en skammel. Og den har “forfulgt” mig lige siden. Den står øverst på min ønskeseddel. Aller øverst. Skidt med søde børn og verdens freden, bare jeg får min grønne skammel.

Jeg kan ikke huske hvem det er, der har lavet den. Men jeg kan huske galleriet, der havde den med. Og nej, jeg linker ikke til dem, af skræk for at du skulle komme til at købe min skammel. Der er jo tale om unika design.

Min ønskeseddel indeholder faktisk ret mange “design-ting”. Således står der indtil flere af Kählers fine vaser og lysestager på listen. Ligesom cashmere tørklæder og øreringe fra Jane Kønig, Julie Sandlau og Pendulum står højt på listen. Verdens fred og hvid jul er også nævnt. Men intet kommer så højt på listen som den grønne skammel.

Mon jeg selv skulle stikke ind forbi og købe den, bare for en sikkerhedsskyld…

Film, Kunst & Kultur

Fantasifuld og fantastisk

Jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med husbonden, Heath Ledger og Dr. Parnassus. Det var en helt igennem forrygende oplevelse. Jeg blev hurtigt suget ind i det lidt syrede og eventyrlige univers som på ægte eventyrvis tager det gode og det onde i mennesket under kærlig behandling.

Man kan sige og skrive meget for filmen er flot lavet og har mange lag, men jeg vil egenlig bare anbefale dig at se den, hvis du holder af eventyr,- gode gamle klassiske eventyr som H.C. Andersen og Brdr. Grimm kunne fortælle dem…

Film, Kunst & Kultur

Nydelse…

Jeg er alene hjemme denne weekend. Dvs. Myndlingen er her også… noget af tiden og for det meste hos sig selv i kælderen. Her til aften var jeg helt alene, med en kande Prins Vladimir, et tæppe og to katte i sofaen og den skønneste film jeg længe har set i DVD’en…


Sofia Coppolas ”Lost in translation” er en af de film, der taler stærkest, når der slet ikke bliver talt. Når billederne står alene, dæmpet i et gråligt og depressivt leje, siger mere end tusind ord, og når det sindrige musikvalg sætter lyd på det blændende neon-farvede lys fra Tokyos pulserende natteskær, som et symbol på byens bankende hjerte og kultur, er der tale om en filmoplevelse, der er helt sin egen, og som bedst kan betegnes som en sød og smertende godnathistorie, der er renset fra alt adrenalinoppumpende drama. Det er en skøn film om ensomhed i tosomheden og det at blive set…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...