Kagekonen.com

I dag tog vi afsked med Wolfgang, som har været en del af familien siden sommeren 1999. Han var en stor kat med en fantastisk personlighed, hvis katte ellers har en sådan.

Wolfgang har været meget igennem. Han var en rigtig hankat. En baggårdspuma plantet i en forstad. Han nød det. Det seneste halve år var hårdt for ham. Han havde gigt i bagkroppen, det gav ham store smerter og mange dårlige dage. Alt for mange dårlige dage.

Nu er det slut med klamme katte-historier og dyre dyrlæge regninger. Wolfgang har fået fred.

Det er vist ingen hemmelighed at Wolfgang er en slagsbror, og gale katte får revet skind og alt det der. Så tirsdag i sidste uge måtte vi for 717. gang igen afsted til dyrlægen… besøget gik dog ikke helt som forventet. Det viste sig, at han havde et sår på hornhinden på venstre øje og det var temmelig svært, for ikke at sige umuligt, at undersøge det uden at lægge katten i fuld narkose. Derfor blev Wolfgang hos dyrlægen. Nu var der jo så bare lige den hage, at vi skulle afsted til London dagen efter, og Myndlingen var ikke meget for at skulle give Wolfgang øjendråber 6 gange i døgnet. Derfor blev katten hos dyrlægen til fredag, så Myndlingen kun skulle agere dyrepasser i 2 dage.

Det viste sig imidlertid at såret var værre end først antaget, så mandag morgen blev den stakkels kat afleveret hos en øjenspecialist, der lagde ham i narkose, rensede såret på hornhinden, syede det inderste øjenlåg sammen og lagde et medicindepot under det nederste øjenlåg. Nu ligner han kattenes svar på Frankenstein og skal gå med skærm og må ikke komme ud i de 14 dage der skal gå inden stingene kan fjernes og såret på hornhinden forhåbentlig er lægt…

Behøver jeg at sige, at jeg er glad for at han er forsikret og at jeg rigtig gerne ville vide hvor, den kat han slås med hører til…

Her i huset er der to der i den grad kan sno både husbonden og mig, – og nej det er ikke drengene (selvom det er et rigtig godt bud) det er vores to katte Zaza og Wolfgang. De to har været en del af vores i henholdsvis 11 og 10 år, de er (som mine to skønne unger) forskellige som dag og nat. Zaza er “lille” og vims, absolut sin egen og kun kælen når det passer damen, og så har hun en forkærlighed for fugle, og deler dem gerne med os… Wolfgang er en kæmpe stor “Garfield-agtig” hankat på 9 kg, men man skal ikke lade sig narre, for indeni Wolfgang gemmer der sig en baggårdspuma…

Så nu har han for jeg ved ikke hvilken gang, igen været en tur hos dyrlægen for at få kigget nærmere på sine sår og skrammer fra de natlige territoriale kampe. Det endte med et skud antibiotika og øjendråber i en uge, Wolfgang giver nemlig ikke op, så alle sår og skrammer er på forkroppen og ofte er det venstre øje (kind) det går ud over. Således også denne gang, hvor det er endt med en byld, der dog er overfladisk og bristede af sig selv… Han ligner en forslået bokser, men holder det ham tilbage… nej da! Men slagsmål, sår og skrammer til trods så elsker vi jo kræet og ville ikke bytte ham for noget i verden.

Men egentlig var det slet ikke mine egne katte jeg ville fortælle om. I dag er jeg nemlig blevet farmor, eller dvs. det var hvad den søde dame på Inges Kattehjem kaldte mig, da cykelsønnen og jeg var ude for at hente fødselsdagsgaven til cykelsønnens søde kæreste. Kæresten har længe talt om kat, og jeg tror at cykelsønnen savner vores to katte, så han har ikke været svær at overtale…

Mød Sigurd

og Buller

to vidunderlige 9 måneder gamle hankatte, som idag er flyttet ind hos cykelsønnen og hans kæreste. Sigurd og Buller er søskende og fremover skal de to lømler slå deres folder på Nørrebro. Og jeg skal vænne mig til at blive kaldt farmor…