Ferier & rejser

Ferier & rejser, Livet

Nye veje

De sidste måneder har været hårde. Faktisk har de sidste par år været hårde. Det er okay, for jeg har selv valgt at det skulle være sådan. Jeg har rejst, ikke så meget ud, som før måske, men ind. Ind i mig selv for at udforske og forandre. Og forandring er hårdt og udfordrende, men jeg ved, at jeg kan, for jeg har gjort det før.

I morgen tager jeg et nyt skridt. Et skridt i en helt ny retning. Og ikke mindst et skridt jeg længe har ville tage, men ikke ved om jeg er i stand til at tage helt og fuldt. På den anden side, så er det vel mig selv, der definere hvor langt det skridt skal være… Men det har jo taget tid at nå hertil. Og det betyder, at jeg har været sløj til at svare på jeres kommentarer og mail. Jeg har forsøgt at nå igennem bunken her til formiddag, men min indbakke var et syndigt rod af mail, nyhedsbreve, reklamer og spam. Så nu har jeg trykket “marker alle som læst” og svaret på de seneste kommentarer her på bloggen.

Skulle I sidde tilbage med spørgsmål, I ikke har fået svar på, så prøv at søge på bloggen, og se om ikke du selv kan finde svaret. Og finder du det ikke, så smid en kommentar her eller på facebook, hvor kagekonen.com fra idag har sin egen side. Du er selvfølgelig også velkommen til at sende en mail. Der går nok lidt tid før jeg svarer, for i morgen tjekker jeg ud for at tjekke ind her:

Absolute Sanctuary

Absolute Sanctuary

 

Jeg tager til Thailand. På egen hånd, men ikke alene, i hvert til fald ikke på hele turen. De næste 2½ uge skal jeg tage første del af uddannelsen til yogalærer. Det bliver uden tvivl hårdt. Meget hårdt. Men når man er i omgivelser som de her. Og får serveret sund og lækker vegetarmad direkte fra The Love Kitchen, så er jeg sikker på, at det nok skal gå.

love kitchen

 

Jeg har ikke planer om at blogge fra Thailand, men kan måske godt finde på at uploade et par billedhilsner til jer, når jeg er trådt af måtten.

yogasalen

 

Må I ha’ en god februar, vi ses til marts.

Namaste!

Ferier & rejser

Udlængsel

Det sker flere gange om året. Typisk når januars mørke bliver aller mørkest og det aldrig rigtig bliver lyst, men også når efteråret tager fat og kulden sniger sig ind og bladene falder. I år er ingen undtagelse og selvom jeg har været afsted i år, så fristes jeg, når avisen skriver om uhørt lave flypriser og min indbakke fyldes af fristende billedrige mails, der lokker med forføriske rejser til rismarker i Vietnam, elefantridning i Thailand, hindu- og hippieliv i Indien, pyramider i Mexico og regnskov i Brasilien.

Der står dog ikke umiddelbart store udlandsrejser på programmet foreløbig, men derfor kan man jo godt drømme lidt i selskab med Google mens julen så småt nærmer sig.

Ferier & rejser

Rejseminder

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at rejse. Jeg elsker at opleve nye steder og jeg holder umådelig meget af det sydeuropæiske temperament. Noget af det jeg altid skal nå, når jeg er afsted, er at kigge forbi et helt almindeligt supermarked. Og ofte er det her, jeg finder mine souvenirs. I mit køkken er der pt. olivenolie fra Toscana, Mojo Verte fra Fuerteventura, stærk røget paprika fra Barcelona, rosmarin honning fra Provence, safran og kaffe fra Rom og te fra London.


Jeg elsker at dvæle ved et ferieminde, når jeg putter honning på min morgengrød, eller krydrer min aftensmad for ikke at tale om gensynet med Rom, når jeg drikker en kop hed espresso.

Køber du souvenirs med hjem, når du er ude at rejse?

Ferier & rejser

Sommeren er forbi

Nu siger kalenderen også efterår. Det har været en våd og kold sommer, men der har også været masser af lune og solfyldte dage. Bare slet ikke nok til at få tanket op til at kunne modstå en lang og mørk vinter. Derfor er jeg glad for, at jeg lige havde et par dage i Rom, med mine skønne store drenge.

Nu kunne man så indsætte en video med C.V. Jørgensen for at få den rette melankolske efterårsstemning frem, men sådan har jeg det slet ikke. Udenfor skinner solen og de har lovet 22 grader i weekenden…

alt det andet, Ferier & rejser

Over sø og land

Jeg har gjort det før og nu gør jeg det igen. Stikker af fra hverdagen og tager en pause fra den danske sommer. Og jeg gør det sammen med Myndlingen og Cykelsønnen. Vi skal snakke og grine, spise og drikke, sludre og slentre og bare være. Sammen.

 

I morgen siger vi på gensyn til København og buongiorno til Rom. Åh, som jeg glæder mig.

Ferier & rejser

Arbejdsferie

Og nej, jeg byggede ikke plankeværket. Men jeg malede huset (og når regnen holder op igen, så maler jeg også det sidste, som heldigvis kan nås fra jorden).

Jeg håber du også nyder ferieperioden.

Ferier & rejser

Min julegave

Min julegave til mig selv, købte jeg i marts måned. Men i disse dag pakker jeg den ud. Gaven er et ugelangt ophold i Playitas på Fuerteventura.

Dagen i dag startede med at vækkeuret brat rev mig ud af søvnen og drømmene om ham derhjemme, som har givet mig kalenderpakker med i kufferten. Så da dagens pakke var åbnet (meget handy med en batteridrevet vifte) snuppede jeg en lille håndfuld mandler og lidt vand og begav mig mod stranden. I en pergola med udsigt til palmer og hav startede vi dagen med blid morgenyoga og hilsner til solen.

Om et par timer står den på gåtur i bjergene efterfulgt af en lidt mere powerfuld eftermiddagsyoga. Ind i mellem snupper jeg et par timer på stranden med en bog.

Ferier & rejser

Barcelona vol. 4a

Torsdag morgen sov vi længe. Vi var vist også lidt længe om at spise morgenmad og der måtte en ekstra kop kaffe til inden vi satte kursen mod nærmeste metrostation. Et par stop og et enkelt linieskift senere stod vi der. I køen ved La Sagrada Familia.

Og så var vi pludselig inde. Og det var overvældende og bjergtagende. Jeg har kun ganske få gange i mit liv haft samme overvældende følelse, som jeg havde da jeg trådte ind i det ufærdige kirkerum. Hårene på mine arme rejste sig og jeg blev stille. Helt stille. Stod bare der og kiggede, op, ned, hen, rundt og op igen. Detaljerigdommen er overvældende. Lys indfaldet helt fantastisk. Rummet er så overdådigt, pompøst og helt igennem fantastisk. Faktisk har jeg svært ved at finde ord, der beskriver følelsen og den stemning jeg oplevede.

Sådan en oplevelse skal fordøjes. Langsomt. Så vi besluttede os for at gå op til Hospital de Sant Pau. Desværre var der lukket pga. ombygning, men vi fik kigget lidt gennem vinduerne i indgangsbygningen. Gad vide om man bliver hurtigere rask, hvis man er omgivet af smukke bygninger og skønne detaljer…

Og så hoppede vi tilbage på Gaudi-sporet. Næste stop Casa Mila og Casa Batllo. Vi tog metroen til Diagonal og gik ned af Passeig de Gràcia uden at kigge ret meget på butikker.

Jeg er vild med Gaudis leg med former. Og kunne bruge timer på at kigge på hans bygningsværker. Og heldigvis var min veninde med på det. Så vi tog os god tid til at kigge på detaljer i Casa Mila. Inden vi måtte strække våben og bøje os for den snigende sult og bestille frokost på en fortorvscafe. Som altid indledt med en lille snack.

Ferier & rejser

Barcelona vol. 3

Onsdag morgen startede som de andre med kaffe.

Vi havde ingen egentlige planer for onsdagen udover, at vi skulle mødes med et par andre FCK-fans engang over middag. Så vi satte kursen mod Ramblaen, som var fyldt med glade københavnere klædt i hvidt. Ret hurtigt fandt vi ind på la Boqueria, det gamle store marked som er fyldt til randen med frisk frugt og grønt, kød, fisk, ost og andre delikatesser. Jeg elsker den slags markeder.

Og så trængte vi til lidt færre mennesker. Så vi snuppede en smoothie og søgte videre ud i byen, ned i den gamle bydel. Med smalle gader og stræder, små pladser og smukke huse og kirker.

Efter en sen frokost med flere flere dedikerede fans tog jeg afsked med veninden og søgte mod metroen, der skulle bringe os til Camp Nou, hvor vi stod i kø og blev passet på…

Vi var i god tid. Heldigvis. For det tog lang tid at komme ind. Lang tid at komme igennem sikkerhedskontrollen og lang tid at gå op af de mange, mange, mange trapper. Jeg tror det er det største stadion i Europa, og det er stort. Kæmpestort.

Det var en fantastisk oplevelse. At stå der på det største stadion sammen med 7000 andre københavnere. Det er muligt, at der ikke var udsolgt, men der var mange, rigtig mange inde for at se fodbold den aften. FCK vandt ikke, men når man nærmest spiller mod verdensmestrene, – og gør det godt, så er alt som det skal være.

Efter kampen blev vi holdt på stadion i omkring 1½ time, og det er lang tid. Bagefter var der dømt sen aftensmad og sangria.

3 dage på benene og 5 timer stående på stadion tog hård på mig. Nøj, hvor jeg trængte til at få benene op, da jeg sent ud på natten landede på hotellet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...