Arbejdsbeskrivelser

Arbejdsbeskrivelser, Modellering

Et hestehoved foran

Nej, jeg er bestemt ikke foran. Faktisk lovede jeg jo, at arbejdsbeskrivelsen på hestehovederne ville komme i løbet af ugen, som nu nærmest er slut. Bær over med mig, for her kommer den.

Her er hvad du skal bruge:

modelleringspasta (225 g sugarpaste/fondant æltes med 1 tsk tyllosepulver (eller cmc) og hviler natten over)
en lille smule sort sugarpaste/fondant
en spatel eller lille kniv
1 veining tool
1 dogbone (balling tool)
1 lille rund udstikker (eller bagenden af en lille tyl)
1 lille pensel
og lidt tylloselim (15 spsk. koldt kogt vand og ½ tsk tyllosepulver piskes sammen og hviler – gerne natten over i køleskab)

Del modelleringspastaen i mindre stykker og tril til kugler. 1 til selve hovedet, 1 til halsen, 1 til ørerne, 1 til pandehår og to til næsebord. Tril også 2 små kugler af den sorte sugarpaste til øjne. Form de to største kugler (hoved og hals) til store bløde kegleformede kugler. Tryk den lille lidt flad i den spidse ende, så den bliver kileformet. Form den 3. største kugle (ørerne) til en slags dobbelt/sammenhængende kegle. Den sidste kugle deles i 4-5 stykker som trilles til små pølser der spidses lidt i den ene ende. Saml de små pølser med lidt tylloselim og brug veineren til at trykke dem sammen som en hårdusk.

Marker hvor øjnene skal være med den spidse ende af veineren og kom lidt tylloselim i hullerne. Sæt de små sorte øjne i, pas på du ikke får dem trykket flade. Sæt de to næseborskugler fast med lidt tylloselim og tryk dem fast samtidig med at du markerer næsebordet med enden af penselskaftet.

  
Så skal munden markeres. Det gør du med en lille rund udstikker, eller bagenden af en tyl. Du kan blødgøre snittet lidt med den brede ende af veining toolet. Jeg har ikke lavet munden i midten, men lidt skævt ude i siden, for at give et mere “kækt” udtryk.
Den dobbelte/sammenhængende kegle skæres over på midten og de to kegler trykkes lidt flade med et balling tool.
Sæt ører og pandehår fast med lidt tylloselim og pas på, at du ikke for trykket håret fladt. Lim halsen på hovedet, så hesten ser fremad, når du “rejser” den.
Et viola; en hest er skabt. Jeg satte mine hestehoveder fast i kagen med royal icing og grill-spyd.

Jeg er sikker på, at hesten også kan laves med krop. Nok ikke som stående hest, men som liggende eller siddende. Ligesom hesten kan laves i flere farve, med og uden blis. Prøv dig frem. Udgangspunktet for al modellering er kugler i forskellige størrelser… Rigtig god arbejdslyst.

Blomster, I køkkenet

Smagen af sommer

Luften er mild og nætterne lyse. Det er sommer. Hylden blomstrer og det er tid til at lave årets første saft; hyldeblomstsaften. Jeg er vild med den søde aromatisk krydrede drik. Blandet op med danskvand som en læskende drik en varm dag på terrassen. Som et strejf af sommer i en let og luftig kagecreme. Som ekstra krydderi over jordbærrerne, når vi når længere hen på sommeren.

Her til aften gik vi en tur og med hjem havde vi 50 store duftende skærme, som jeg skyllede let. Inden de røg i gryden sammen med 4 lime og 1 citron i skiver. 2 kg sukker blev opløst i 2½ liter kogende vand som blev tilsat 2 breve citronsyre inden det blev hældt over de intet anende blomsterskærme. Film på og ind i køleskabet, hvor bryggen kan få lov til at hygge sig et par dage eller 3 inden saften skal sies og hældes på skoldede atamonskyllede flasker.

figurkager, Modellering

Heste i stald.

Jeg har savnet at lave kage. Savnet at have frie hænder, så da jeg fik chancen for at glæde en 9-årig hesteglad pige slog jeg til.

Resultatet blev dette:

Chokoladekage lagt sammen med italiensk marengssmørcreme tilsat rabarberkompot. Hestene er lavet i modelleringspasta og for en gangs skyld har jeg taget billeder undervejs, så i næste uge kommer der en “how to”

Taget var rigtig sjovt og meget let at lave. Hvid og sort sugarpaste æltes, så det stadig er lidt marmoreret. Rulles ud og formes over sugerør.

 

Arbejdsbeskrivelser, Kagerne

Macaroons for dummies

Lige siden jeg for efterhånden mange år siden blev introduceret til de små franske himmerigsmundfulde, har jeg drømt om at eftergøre dem i mit eget køkken. Af en eller anden grund har jeg aldrig fået det gjort. Jeg har haft 1000 (gode) undskyldninger, men sandheden er nok nærmere, at jeg ikke helt troede på projektet. Nu er macaroons i midlertidig blevet så populære, at alle og enhver efterhånden laver dem selv. Jeg var dog stadig lidt bekymret for om jeg kunne, for jeg vil jo gerne ha’ at resultatet bliver perfekt også første gang. Så jeg sms’ede min bageguru og bad om en idiotsikker opskrift. Hendes svar var lidt småflabet, men dog brugbart. Hun har nemlig flere gange begivet sig ud i kunsten at bage en ordentlig makron. Så hun anbefalede at jeg, vejret taget i betragtning (?), brugte opskriften med italiensk marengs. Nu er vil jeg jo gerne springe over de laveste gærder, så i stedet for at lede efter mit sukkertermometer, kogte jeg sukkerlagen i 7 min. og piskede æggehviderne stive i de sidste 2, fuldstændig som når jeg laver italiensk marengssmørcreme. Ellers fulgte jeg nærmest opskriften slavisk. Altså bortset fra, at jeg kylede min melsigte ad H. til fordi den drillede, så jeg blandede bare mandelmel og flormelis med en ske og håbede på det bedste.

Mens mine macaroons dannede hinde på de 3 plader (ja, jeg bagte og i den store bradepande og brugte ikke dobbelt plader) tømte jeg opvaskemaskinen og gik i vejen for ham den dejlige. Så røg de små gule kager i ovnen 1 plade af gangen i 14 min. ved 155 grader.
Fik jeg sagt, at jeg snuppede de laveste gærder i dag? De små gule kager blev efter afkøling fyldt med den lemon curd jeg altid har i mit køleskab. Og jo jeg ved godt, at det ikke er spor svært at lave selv, men jeg kan ikke se fidusen, når nu Irma har lavet en glimrende en for mig, som oven i købet er billig. Det er jo ikke sådan at jeg ligefrem har baghaven (eller fryseren) fyldt med citroner.
Netop som makronerne var afkølet og jeg havde fundet lemon curd og sprøjtepose frem trådte Myndlingen ind af døren. Han spottede straks de 3  krakelerede og de 4 skæve kager og forlangte smagsprøver. Det gjorde nu ikke noget for der blev omkring 35 små himmerigsmundfulde af portionen, så naboen fik også lige et par stykker ind til eftermiddagskaffen.
 Vær så god; det sure med det søde, på den franske måde. Og så taler vi ikke om de rabarbermazariner, jeg også bagte i dag, men som ikke ville ud af silikoneformene og derfor absolut ikke er egnet til fotografering.
Blomster, Ikke kategoriseret

Min royale have

Efter en langsom start er der ny flere af de nye og gamle planter, der har fået rigtig fat. Kronprinsesse Mary sprang ud forleden og har flere knopper på vej. Dronning Ingrid har blomstret længe i et par gamle krukker. Og i selvvandingskassen har Isabella sat de første blomster knopper.

Blomster, Galleri, Kagerne

Hip hip hurra

I onsdags var det min fødselsdag. Tænk engang, at det er 4 år siden, jeg fik domænet kagekonen.com forærende. Der er sket meget siden, men en ting er ved det gamle, og det er, at fødselsdage skal fejres.

Så jeg havde inviteret familien til boller og lagkage i går eftermiddags… Bollerne var væk før jeg fik kameraet frem og den hjemmelavede krydrede blommemarmelade med mandler og solbærsylten med ingefær og citron får i billeder og opskrifter på en anden dag. Lagkagerne var af den klassiske slags:

Hjemmebagte bunde lagt sammen med rabarberkompot og flødecreme (jeg undlod cognac) og små amaretto makroner fra Metro. Toppet med tyk og kraftig kakaoglasur og kantet med et generøst bånd af marcipan. De røde sukkerblomster lå i min gemmer sammen med de små grønne sukkerblade og giver lige det sidste ovenpå de 12 fløderosetter.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har en stor og kageglad familie, så 1 lagkage kunne ikke gøre det…

Så da jeg alligevel var i gang, bagte jeg 2 portioner lagkagebunde. De her blev stænket med vanillesirup og lagt sammen med mascaponecreme og masser af friske jordbær i skive. Tyk tøset pink glasur og en håndfuld hornvioler fra haven på toppen af de 12 fløderosetter og en tyk strimmel marcipan på kanten.

Og der var gaver… jeg har fået en ny GPS til bilen af min elskede og et praktisk etui, stakkevis af bøger til sommerens pauser, det smukkeste silketørklæde, sjove buttede vaser til havens små blomster, et skønt lille billede, en skør prop til halvtomme flasker, glimtende øreringe og et glas hjemmelavet sommersyltetøj.

Arbejdsbeskrivelser, Blomster

Stakkede kager og pæne kanter.

Jeg får rigtig mange spørgsmål om hvordan jeg laver mine kager. Så mange spørgsmål, at jeg faktisk ikke altid finder tid til at svare direkte eller med det samme. Et af de spørgsmål der går igen, er spørgsmålet om, hvordan jeg laver en kage i flere etager, hvor kagerne står direkte ovenpå hinanden.

Det gør jeg med Wiltons kageplader, Wiltons “elefant-sugerør” og/eller Wiltons trædyvler til kager. Kagepladerne fås både i runde og firkantede med lige eller bølget kant og hvis du er heldig kan du stadig finde dem i hjerteformet dog kun med bølget kant.

Til de stakkede kager, vælger du en kageplade der har samme størrelse som kagen, det betyder at overtrækket ligger ud over kagepladen som dermed kan skjules helt også uden at man behøver at lave en bort. Jeg løfter blot kagen op og skærer den overskydende fondant væk fra undersiden af kagepladen. Man kan eventuelt stille kagen på et krus eller en skål (alt efter kagens størrelse) så man får løftet bunden fri og stadig har begge hænder fri til at arbejde.

Jeg har i øvrigt tidligere laven en beskrivelse af, hvordan jeg fylder og overtrækker kager. Den ligger lige her.

Når kanten er skåret ren er det tid til at stakke kagerne. Det er her “elefant-sugerørene” og trædyvlerne kommer ind. De skal bruges i de nederste lag, til at understøtte vægten fra de øverste lag. Hvis der er tale om en stor og tung kage, så brug “elefant-sugerør” og skær dem til med en brødkniv (eller en nedstryger) ellers brug trædyvlerne. Jeg har købt en listesaks i Bauhaus, som jeg bruger til formålet. Sæt et passende antal dyvler ned i den nederste kage så næste kage er understøttet jævnt osv. Fordelen ved at bruge Wiltons kageplader er, at de har “fødder” som sikrer at kagen ikke glider, men står godt og solidt ovenpå kagen under. Den nederste kage laves direkte på fadet eller på et stort cakeboard.

Du kan se mere hos Bake Decorate Celebrate eller klik forbi youtube, der også er fuld af eksempler.

Cookies, Kagerne

Formiddagspausecookie

Eller hvordan man beviser, man er den ægte kagekone…

De sidste par uger er jeg blevet drillet og nærmest mobbet. For kunne det passe, at jeg var kagekonen, når der faktisk aldrig fandtes hjemmebag i huset. Og kunne jeg vedblive med at bære dette ærefulde navn, når nu jeg ikke rigtig praktiserede mere…

Det ville jeg alligevel ikke have siddende på mig, og da tiden ikke var til store eller dekorerede kager, måtte jeg jo gå efter den hurtige – men dog alligevel hjemmelavede – løsning. Jeg havde smør, rørsukker, mel, æg og store fede chokolade chunks fra Scharffenberger i mit køkkenskab og efter en konsultation hos Martha Stewart var der ikke langt fra tanke til handling.

En lille halvtime senere kunne man se det her på spisebordet. 2 min. senere var kagen væk… jeg tror forresten at de er godkendt, for på min facebookprofil har kæresten skrevet: Du ER den ægte kagekone 🙂

Opskriften, som jeg lavede dem, får du her

alt det andet, Cookies

Søndags ABC

Alt for meget. Alt for meget burger. Alt for meget chokolade. Så kort kan det siges.

Jeg tilbragte en del af min søndag på Vesterbro sammen med Klidmosteren og Anarkisten og en hel masse andre, der som os, er vilde med chokolade. Og chokolade var der meget af. Rigtig meget. Så meget, at jeg faktisk slet ikke fik taget billeder. Faktisk fik jeg heller ikke smagt så meget forskelligt, for der var simpelthen så lange køer. Så jeg købte en festival-lykke-pose for 100 kr. den indeholdt Løv te, som er Kusmis økologiske søster. Teen er en af de smagsvarianter, jeg faktisk ikke kunne finde på at købe selv; chokolade og vanille. I posen var der også et eksemplar af Copenhagen Food, forskellige smagsprøver på chokolade og et gavebevis på en stang lækre macaroons fra Nikolaos Strangas. Dem skyndte jeg mig at hente i hans bod. Derfra gik turen til Friis-Holms bod, hvor der røg en pose Sharfenberger semisweet chunks i posen. De ryger i en omgang cookies en af dagene… På vej mod Summerbirds bod smagte jeg den skønneste mælkechokolade med havsalt. Hos Summerbird vekslede jeg mine poletter til tapas-påske-æg. Og jeg var dygtig, der røg ingen Liqourice eller Coffee Lovers i posen, men et par æsker mini crand cru flødeboller og en stang tapas-påske-æg landede på forunderlig vis i min pose… 

Og så måtte vi ud. Væk fra de mange mennesker. Ud i vejret, som var fantastisk.

Det var nu ikke længe vi var ude. Vi havde en mission. En mission der handlede om store beskidte burgere. Jeg havde fået anbefalet Cejo Mejo og Burger & Bun. Klidmoster havde fået anbefalet Burger & Bun og Cocks & Cow. Så med to anbefalinger mod 1 blev Burger & Bun. Og det fortrød vi ikke…

Jeg havde lyst til noget specielt, så jeg valgte deres Italien og det er en af de bedste burgere jeg nogen sinde har spist. God mayo, fin blanding af sprød iceberg og krydret ruccola, skøn bøf, der smagte af noget og var perfekt stegt. Fantastisk bacon og tynde skiver af en lækker cremet blåskimmel ost. Og så var der de friske krydderurter. Rosmarin, salvie og basilikum satte prikken over i’et i den store burger. Næste gang tror jeg, at jeg vælger en min, i hvert fald hvis jeg også skal spise frensh fries. For deres pommes frites var som resten af deres mad, hjemmelavede og fantastiske. Lange, tynde og perfekt stegte.

Blomster, Galleri, Kagerne

Sikke en fest…

Nytårsaften tilbragte jeg hjemme i selskab med kæresten, hans søn og en dejlig veninde. Vi spiste, drak, snakkede og lo til langt ind i det nye år. Og en af de ting vi blev enige om, var at 2011 skulle være festernes år.

Og vi tog forskud på fortsættet og holdt afskedsfest for 2010 med jordskoksuppe og grillede kammuslinger i festligt selskab med boblende fra cremant fra Bourgogne, efterfulgt af langtidsstegt krone af krondyr med kartoffel-selleri blomster med et strejft af parmesan og en sprød salat af røde bitre blade, knasende sprøde syrlige æbler i tern og søde blå halverede druer vendt i en blid honning- og sennepsvinagrette akkompagneret af en lyserødbanderoleret kraftig Barbaresco. Punktummet bestod af trøffelkugler, hjemmelavet blommesorbet (af min bedstemors blommer fra fryseren) og en fed mascarponeis i chokoladeskåle i smukt samspil med kugler af Hansen’s forrygende hindbærsorbet og syndigt gode chokoladeis bistået af et glas siciliansk Marsala.

Og så var det tid til pigekoret og mit hjemmelavede kransekagetårn og flere bobler og raketaffyring.

I dag tog vi så hul på et helt nyt og friskt år. Der ligger stadig lidt glitter og konfetti fra det gamle som endnu ikke er blevet fejet op. Men jeg valgte at bruge den energi jeg havde på at gå en tur med kæresten i det smukke nytårsvejr.

2010 var et forrygende og fantastisk år. Et udfordrende år og et lærerigt år. Og ikke mindst var det året hvor jeg mødte den mest fantastiske mand, som fuldstændig fejede benene væk under mig og forandrede mit liv. Dét er jeg meget taknemmelig for. Jeg håber og tror på at 2011 bliver ligeså forrygende og fantastisk. Og festligt. Jeg skylder vist en housewarming, når det er blevet lidt lunere i vejret…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...