Arbejdsbeskrivelser

Blomster, Bryllupskager, Galleri, Kagerne

En nøgen kage…


Melissa skal giftes i morgen og ville rigtig gerne have en bryllupskage med friske blomster på. Jeg har det svært med friske blomster på kager, så vi aftalte, at jeg skulle lave en “nøgen” kage og så ville hun få sin blomsterhandler til at binde nogle blomster-ranker som kan ligges på kagen i sidste øjeblik.


Blomsterne er blå-lilla statiser, jeg håber jeg har ramt farven bare nogenlunde…

Kagen består af mandelbunde som er lagt sammen med skovbærfromage og tranebærfromage. Fromagerne er lavet med neutral fromagepulver, som dybest set bare er sukker og gelantine. Skovbærrerne fik et kort opkog med en smule rørsukker og et skvæt citronsaft, hvorefter jeg gav bærrerne en tur med stavblenderen. Den kolde bærpure blev vendt i den neutrale fromage. Tranebærfromagen er lavet efter samme princip, tranebærrerne røg i gryden med sukker, appelsinsaft og en smule stødt ingefær og da de var faldet sammen fik de også en tur med stavblenderen.

Nu må jeg hellere komme videre, for jeg skal “underholde” til en polterabend i morgen. Jeg har bagt en mudcake med marcipanbund som bruden og hendes veninder skal dekorere… så jeg må hellere få tegnet et par designforslag og fundet lidt forskelligt værktøj frem. Det skal nok blive sjovt.

Arbejdsbeskrivelser, Blomster

Kage fra A til Z

Jeg modtager jævnligt spørgsmål om hvordan en kage laves sådan helt fra A til Z. Jeg har derfor forsøgt at lave en billedserie, der illustrerer hvordan kagen skæres i bunde, fyldes, smøres op og overtrækkes.

Når jeg skærer bunde bruger jeg afstandstræ og en stor stiv kniv. Jeg skærer som regel bundene ud i 1½ cm tykkelse.


Når kagen er delt i så mange bunde som muligt, skal den lægges sammen. Jeg bruger aldrig mere end 3 bunde i en almindelig kage, hvis den er for høj, er den nemlig svær at overtrække og skære ud.

Nu skal kagen fyldes., jeg bruger ofte den form kagen er bagt i. Jeg beklæder formen med en opsprættet frysepose, så kagen ikke sidder fast. Kagen lægges omvendt sammen så toppen ligger nederst. Jeg kommer fyldet i en sprøjtepose, så er det lettere at få et ensartet lag i hele kagen.


Når kagen har sat sig (dvs. hvilet koldt et par timer) vender jeg den ud og fjerne plastikposen. For at gøre kagens kant helt jævn og sikre at evt. frugtsyre fra fyldet ikke kommer i direkte kontakt med overtrækket, smører jeg kagen op med smørcreme. Jeg sørger for at smørcremen er godt blød, så er den lettets at arbejde med.


Hvis kagen er meget ujævn kan man smøre op af flere gange og komme kagen i køleskabet ind i mellem, så smørcremen stivner og ikke bliver trukket af, når man forsøger at glatte siderne.

Når kagens kant og top er jævn og dækket af smørcreme stilles den i køleskabet og overtrækket gøres klar. Sugarpasten æltes godt i gennem og rulles ud i 3-5 mm tykkelse (brug evt. afstandstræ) jeg bruger en stor non-stick rullepind, men en almindelig kagerulle kan sagtens bruges. Rul overtrækket ud så det er et godt stykke størrer end kagen. Når overtrækket er rullet ud, stryges det med en smoother, for at gøre overfladen helt jævn. Brug rullepinden til at flytte overtrækket over på kagen med, så undgår man fingermærker.


Når overtrækket ligger på kagen, bruger du hænderne til at få det til at ligge pænt over kagen. Husk at sugarpaste er en anelse elastisk, så du kan sagtens løfte og trække lidt… Når overtrækket ligger nogenlunde pænt og glat stryger du igen med smootheren. Til sidst skæres det overflødige overtræk væk med en kniv. Jeg bruger et pizzahjul, det fungerer super.


Nu er kagen klar til at blive dekoreret med blomster eller andet pynt. Kanten kan evt. dækkes af et bånd i sugerpaste eller silke.

Bryllupskager, Cupcakes, Galleri

Cupcakes, cupcakes og atter cupcakes…

Som antydet i går bestod dagens bryllupskage primært af cupcakes. 110 for at være helt præcis, – de fylder meget… Men faktisk er jeg ret godt tilfreds med resultatet.


I øvrigt er forskellen på cupcakes og muffins, at muffins har “hat” dvs. er hævet ud over kanten og op af papiret, desuden vil toppen på en muffin ofte være krakeleret og muffins er i reglen ikke dekorerede og hvis de er, er det med en klat glasur. Cupcakes derimod er lidt mindre (efter amerikanske forhold) og har altid en eller anden form for topping.

Her er det som nævnt i går, mudcake cupcakes med chokoladesmørcreme og rabarber-hvid chokolade cupcakes med italiensk marengs-smørcreme og sugarpaste.

Stativet har jeg købt hos Kagebutikken og det kan også bruges til store kager, som så bare skal have lavet et hul i midten…

Det er ikke muligt at lave bryllupskage uden at smage på varerne, så dagens løbetur var yderst tiltrængt… og tænk, nu er jeg halvvejs i mit 12-ugers løbeprogram for begyndere. I dag løb jeg 12 min. i træk og det gik faktisk helt okay. Jeg er lidt stolt af mig selv 😉

Bryllupskager, Cupcakes

Smug-kig…

Morgendagens bryllupskage er ved at være på plads. Brudeparret har begge været på udveksling i USA og holder meget af landet, så deres bryllupskage måtte gerne være lidt amerikansk, men skulle også afspejle den enkle skandinaviske stil, som parret elsker.


Derfor faldt valget på cupcakes til gæsterne og en lille kage som brudeparret kan skære af. Kagerne skal stilles på stativ i morgen så den lille kage står øverst og alle de mange cupcakes står nedenunder og ud på bordet.

Topkagen er chokoladekage lagt sammen med jordbær/rabarberfromage, og cupcakes’ne er mudcake med chokoladesmørcreme og rabarbercupcakes med sugarpaste. Under sugarpasten er der et tyndt lag italiensk marengs-smørcreme smagt til med rabarber-sirup.

Blomster, Galleri

Blomster til min svigermor

I dag har min svigermor fødselsdag, – så solen har skinnet fra en nærmest skyfri himmel fra tidligt i morges.

Svigermor spurgte forleden om jeg mon havde overskud til at lave en kage til hende, – ikke noget særligt bare en chokoladekage med chokoladecreme.


Jeg ved ikke lige hvad der skete, men lige pludselig var ikke noget særligt, blevet til dette blomsterhav…


Mon hun kan tilgive mig…

alt det andet, Blomster

AV!

Nede bagerst i min have, er en hæk, som vi forsøger at få pæn… I den ene side er der ret meget skvadderkål men også nogen fine små lyserøde blomster… Men det er ukrudt og skal væk, for ellers er hele haven fuld af både kål og små lyserøde blomster inden jeg får set mig om.


Jeg har udtænkt en plan, som jeg håber vil lykkes… jeg planter jordbær i bunden af hækken ud mod stien for der er sol og god plads og måske kan de få lov til at gro, sammen med kålen og de lyserøde…

I går da jeg ville fjerne den værste kål og nogen af de lyserøde, fik jeg slået min kno, og det ville bare ikke holde op med at bløde, så husbonden pustede og satte plaster på min finger…


I dag er jeg flad, jeg kan mærke at min mors sygdom og husbondens ulykke for 4 uger siden tager hårdt på mig. Min fibromyalgi rører på sig på en u-rar måde, så jeg hverken kan finde overskud og lyst til det ene eller det andet. Jeg håber at jeg snart får overtaget igen, for jeg hader når det er fibromyalgien der styrer…

Cupcakes, Galleri, Kagerne

Forkælelses kager


Læseferien er lige om hjørnet… Myndlingen har sidste skoledag i morgen og ville gerne fejre det med cupcakes, – jeg er ret sikker på at i morgen går op i fest og farver så snart eksamensfag og -datoer bliver offentliggjort, så jeg sendte ham afsted med disse cupcakes til ham og resten af 2.y her til morgen.

Der er to slags; rabarber med hakket hvid chokolade og hvid chokoladesmørcreme på toppen og banan med hakket mørk chokolade og mørk chokoladesmørcreme på toppen.

Roserne er til husbonden kollegaer, som jo må tage en ekstra tørn, mens han går herhjemme og rekreerer efter forrige uges ulykke.


Kagen er lavet af resterne fra den seneste tids mange konfirmationskager, men jeg er sikker på, at den vil blive nydt til kaffen i eftermiddag.

Blomster, Galleri, Konfirmationskager

Kunst og kage

Forleden spurgte husbonen efter lydbøger… Selvom han sover meget så falder tiden ham lang og han kan pga. sin hjernerystelse ikke se fjernsyn.

Jeg måtte derfor et smut omkring det lokale bibliotek, og ved trappen op til de hellige bog-haller sidder denne herre.


På biblioteket fandt de hurtigt nogen lydbøger, som de mente kunne fange hubonden. Så var der bare lige det problem, at hans mp3 afspiller havde han med sig, og jeg har ikke nogen. Biblioteket havde ikke nogen udlåns-mp3’ere hjemme, så jeg smuttede forbi Fona og købte en sten i lyserød, så han ved, hvor den hører til…


I går var vejret i København super dejligt og i går eftermiddags gik husbonden og jeg en lille forsig tur i Rigets have. Rundt i haven er der de skønneste skulpturer, som sammen med et lille hvil i en varm solstråle gjorde os begge godt.


Hjemme fra dagens besøg på Riget gik jeg i kage-terapi i køkkenet. For idag skal en af mine bekendtes datter konfirmeres og hun skal ikke snydes for kage. Og selvom min koncentration ikke er den samme som normalt og selvom kagen er lavet sådan lidt ind imellem hospitalsbesøg og samtaler med politi og forsikringsselskaber, så var jeg faktisk ganske tilfreds da jeg lagde sidste hånd på værket i går kort efter midnat.


Nu vil jeg køre ind og aflevere den og så har jeg fået besked på at medbringe en omgang cheeseburgere når jeg ved middagstid når Riget.

Blomster, Ikke kategoriseret

Op og ned, rundt og rundt…

Tak for alle jeres hilsner og søde kommentarer, dem sætter vi begge umådelig stor pris på. I dag kom et hjerte med posten og der kom blomster og chokolade pr. bud, det er overvældende med al den omsorg og jeg er meget rørt.


Giver det mening at sige, man har blå mærker eller føler sig forslået indvendigt? Jeg føler mig fuldkommen rundtosset og ude af kontrol, og jeg hader det! Det er som om, at der er nogen der piller ved både min hjerne og mit hjerte. Og mine smerter og min nattesøvn kommer helt ud af kontrol…

Jeg ved godt at det er naturligt at være både lettet og ked, glad og vred og energisk og ustruktureret på en gang, når man har oplevet, hvad vi har oplevet de sidste par dage. Jeg ved også at mange reagerer kropsligt på kriser, men derfor har det nu alligevel rystet mig, hvor meget jeg reagerer ovenpå onsdagens ulykke.

Husbonden er ved godt mod, han har været oppe og været i bad, med kun lidt hjælp, men for pokker hvor er han groggy af både hjernerystelsen og alt det morfin de hælder i ham… Normalt er han det faste holdepunkt i mit liv, og nu er det pludselig omvendt.

Forleden talte jeg både med politiet og den stakkels mand, der kørte ud foran min husbond. Husbonden har været ualmindelig heldig, at det ikke er gået meget værre end det gik. Motorcyklen er hentet af værkstedet og vi tror ikke rigtig at den bliver til motorcykel igen…

Blomster, Ikke kategoriseret

Forår…

Græsplænen er slået og revet, visne staudetoppe og frøstande klippet af havens blomster. Roserne er trimmet let, terrassen er fejet og hynderne til havestolene fundet frem fra kælderen…

På min færden rundt i blogland har jeg set de skønneste billeder af træer med store knopper på spring og i haven er de første knopper på det lille familie-æbletræ sprunget ud.

Hele dagen har jeg gået og nynnet og trallet en af mine yndlings forårssange:

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!



Jeg købte nu ikke mine blomster, men klippede et par kirsebærgrene hos min søster og lidt perlehyacinter fra forhaven og så blev det forår i stuen min…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...