Modellering

Arbejdsbeskrivelser, Modellering, Overtræk & modelleringsmasse

Modellering

Jeg har efterhånden lavet rigtig mange figurer i marcipan, fondant og modelleringsmasse. Som regel laver jeg dog helst figurerne i modelleringsmasse, fordi den er nem at arbejde med og holder formen bedst.

Udgangspunket er altid det samme. Først en kugle, så en kegle/cylinder/pølse og så fremdeles… Et stykke spaghetti (eller en tandstik eller et grillspyd, alt efter hvor stor figuren er) stikkes i kroppen for at holde hovedet, der godt kan være lidt tungt. De enkelte kropsdele sættes på med lidt tylloselim (½ dl. koldt kogt vand blandes med 1tsk. tyllose og står til næste dag, hvor limen evt. fortyndes lidt med mere koldt kogt vand). Lav gerne et lille hul til øjnene så sidder de bedre fast.

Bamsen herover var en jeg lavede hurtigt for lang tid siden, bare for at kunne tage billeder undervejs. Grisen herunder er lidt nyere, men lavet af samme grund. Og som du ser, med samme kugleformede udgangspunkt.

Tricket er altså; start altid med en kugle. Start med at trille kroppen. Så kan du bedre vurdere hvor store kuglerne til hoved, arme, ben osv. skal være. Brug god tid på at trille og forme kuglerne, de skal være helt glatte og uden revner. De bliver nemlig for alvor tydelige når massen tørrer lidt op.

Hvis du skal lave mennesker eller store figurer der skal stå op, så lav dem lidt af gangen over et par dage, så eksempelvis benene er tørre når du sætter kroppen på. 

Jeg har gennem årerne været på flere kurser bl.a. Lorraine McKay, Debbie Brown og Massie Parrish både her hjemme og i England. Det er altid værd at rejse efter inspiration og ny viden. Af dem har jeg lært, at man ikke behøver al verdens værktøj. Brug en lille silikone rullepind, et dresden tool, et scallop tool, den store åbning på en tyl, bagenden af en lille pensel, en lille kniv eller palet og måske et dog bone til at markere og forme dine figurer.

På kurserne er det ikke altid resultatet der er i højsædet, der handler det om at lære teknikken.

Dåbskager, Modellering

Hvad er barnets navn…

Isaac Cornelius (og et efternavn fra mor og et fra far) også kendt som Mogens Spunken skal døbes idag. Og som nævnt forleden har hans mor ønsket sig en kagekone-kage, prydet med hans favorit spille-dåse-lege-dyr Walter. Og nøj hvor har jeg nydt at lave den her kage, som næsten ikke drillede. Figurkagerne er virkelig blandt mine favoritkager.

Den nederste kage er lagkagebunde lagt sammen med italiensk marengssmørcreme smagt til med henholdsvis mosede hindbær og mørk chokolade og overtrukket med overtræksmarcipan blandet op med lidt fondant, bare for smidighedens skyld. Walter er chokoladekage bagt i min klokkeformede bageform. Han er lagt sammen med resten af hindbærsmørcremen og overtrukket med grøn fondant (farven er en blanding af flere men mest gooseberry mavestykket er bitter lemon/lime). Hovedet er modelleringspaste (den grønne fondant æltet med tyllose pulver) og sat fast med lidt tylloselim og et par grill-spyd.

Arbejdsbeskrivelser, Modellering

Et hestehoved foran

Nej, jeg er bestemt ikke foran. Faktisk lovede jeg jo, at arbejdsbeskrivelsen på hestehovederne ville komme i løbet af ugen, som nu nærmest er slut. Bær over med mig, for her kommer den.

Her er hvad du skal bruge:

modelleringspasta (225 g sugarpaste/fondant æltes med 1 tsk tyllosepulver (eller cmc) og hviler natten over)
en lille smule sort sugarpaste/fondant
en spatel eller lille kniv
1 veining tool
1 dogbone (balling tool)
1 lille rund udstikker (eller bagenden af en lille tyl)
1 lille pensel
og lidt tylloselim (15 spsk. koldt kogt vand og ½ tsk tyllosepulver piskes sammen og hviler – gerne natten over i køleskab)

Del modelleringspastaen i mindre stykker og tril til kugler. 1 til selve hovedet, 1 til halsen, 1 til ørerne, 1 til pandehår og to til næsebord. Tril også 2 små kugler af den sorte sugarpaste til øjne. Form de to største kugler (hoved og hals) til store bløde kegleformede kugler. Tryk den lille lidt flad i den spidse ende, så den bliver kileformet. Form den 3. største kugle (ørerne) til en slags dobbelt/sammenhængende kegle. Den sidste kugle deles i 4-5 stykker som trilles til små pølser der spidses lidt i den ene ende. Saml de små pølser med lidt tylloselim og brug veineren til at trykke dem sammen som en hårdusk.

Marker hvor øjnene skal være med den spidse ende af veineren og kom lidt tylloselim i hullerne. Sæt de små sorte øjne i, pas på du ikke får dem trykket flade. Sæt de to næseborskugler fast med lidt tylloselim og tryk dem fast samtidig med at du markerer næsebordet med enden af penselskaftet.

  
Så skal munden markeres. Det gør du med en lille rund udstikker, eller bagenden af en tyl. Du kan blødgøre snittet lidt med den brede ende af veining toolet. Jeg har ikke lavet munden i midten, men lidt skævt ude i siden, for at give et mere “kækt” udtryk.
Den dobbelte/sammenhængende kegle skæres over på midten og de to kegler trykkes lidt flade med et balling tool.
Sæt ører og pandehår fast med lidt tylloselim og pas på, at du ikke for trykket håret fladt. Lim halsen på hovedet, så hesten ser fremad, når du “rejser” den.
Et viola; en hest er skabt. Jeg satte mine hestehoveder fast i kagen med royal icing og grill-spyd.

Jeg er sikker på, at hesten også kan laves med krop. Nok ikke som stående hest, men som liggende eller siddende. Ligesom hesten kan laves i flere farve, med og uden blis. Prøv dig frem. Udgangspunktet for al modellering er kugler i forskellige størrelser… Rigtig god arbejdslyst.

figurkager, Modellering

Heste i stald.

Jeg har savnet at lave kage. Savnet at have frie hænder, så da jeg fik chancen for at glæde en 9-årig hesteglad pige slog jeg til.

Resultatet blev dette:

Chokoladekage lagt sammen med italiensk marengssmørcreme tilsat rabarberkompot. Hestene er lavet i modelleringspasta og for en gangs skyld har jeg taget billeder undervejs, så i næste uge kommer der en “how to”

Taget var rigtig sjovt og meget let at lave. Hvid og sort sugarpaste æltes, så det stadig er lidt marmoreret. Rulles ud og formes over sugerør.

 

Ikke kategoriseret, Modellering

Til mig fra mig

Because I'm worth it… Og fordi man nu rent faktisk kan se spisebordet. Hvilket er rigtig skønt eftersom denne uge byder på modellering af brudepar og fremstilling af bryllupskage udover selvfølgelig det allesteds nærværende kommunale budget, der endnu ikke er helt på plads…

Blomster, Bryllupskager, Galleri, Kagerne, Modellering

Kagekonen med glasur og glimmer i hele hytten

Nå, men som jeg skrev før, så havde jeg fået sagt ja til lidt rigeligt i lørdags. En af tingene var at lave bryllupskage til min x-mands bror og svigerinde. Og den slags skal man ikke spøge med, så det gjorde jeg selvfølgelig…

jeg sendte dette billede til bruden fredag eftermiddag og spurgte om de virkelig behøvede fyld og overtræk på kagen… heldigvis var (er) bruden en gæv pige, så hun svarede kækt tilbage, at det ikke var nødvendigt, og hvis gæsterne fandt kagen lidt tør, måtte de sgu bare tage en ekstra kop kaffe.

På den anden side, så synes jeg måske at det ville være kedeligt nok at levere en tør og nøgen kage, så jeg lavede en omgang tobleronecreme og jordbær/rabarberfromage og fyldte mellem de lækre bløde bunde, som blev stænket med lidt vanillesirup. Så røg kagen på køl et par timer mens jeg lavede blomster. Fordi jeg var lidt presset på tid, brugte jeg fromagepulver til fyldet, og det er hverken første eller sidste gang. Det er både hurtigt og nemt. Og smagen er fin. Jeg brugte halv neutral og halv chokolade-fromagepulver til tobleronecremen og til jordbær/rabarber-fromagen brugte jeg jordbærfromagepulver og tilsatte en nykogt lidt sur rabarberkompot.

Brudens buket bestod af hvide kallaer, så det ville hun også gerne have på kagen, der også skulle matche borddækningen, der var holdt i hvid, sort og sølv.

Jeg havde selvfølgelig ikke fået købt bånd til kagen, og da jeg endelig kom afsted, kunne jeg selvfølgelig ikke opdrive sort chiffonbånd i miles omkreds. Så designet blev ændret i sidste øjeblik, og jeg var rigtig glad for min sorte farve fra Americolor, som med “få” dråber gjorde den kridhvide glasur som som kul.

Mens glasuren stadig var fugtig fik den et drys sølv-disco-glimmer for at bryde og opbløde den store kontrast mellem det sorte og hvide. På toppen af kagen troner et sølvhjerte og brudeparrets forbogstaver. Hjertet er formet i modelleringspasta og dækket med sølv-disco-glimmer. Bogstaverne er mine funky yndlings sat fast med en klat hvid royal icing.

Selvom kagen er lavet på kort tid, og blomsterne ikke helt fik den tørretid de skulle have haft, så endte jeg faktisk med at være ret tilfreds med slutresultatet. Og vigtigst af alt, – det var brudeparret også.

Spørgsmålet er så bare, hvornår jeg, mit køkken og resten af huset er glimmerfrit…

Ikke kategoriseret, Modellering

Skak-mat.

Jeg stor nyder, at foråret tilsyneladende er ved at få fat. Nyder at solen skinner ind gennem persiennerne og laver striber på væggen og min kind om morgenen, når jeg vågner. Nyder at  sidde i en solstråle med en kop kaffe og mærke det prikke i den blege vinterhud. Jeg elsker den transformation, der ligger i overgangen fra vinter til forår, synes det er forunderligt, at alt hvad der tilsyneladende var dødt vågner til live igen. Det giver mig energi, og dét har jeg brug for i øjeblikket, hvor jeg har meget om ørerne og det hele går lidt stærkt, og for at det ikke skal være løgn så har min krop besluttet sig for at give fibromyalgien plads til også at rumstere… Det synes jeg egentlig ikke lige jeg har brug for.

Selvom fibromyalgien stikker sit grimme og dumme ansigt frem i disse dage, så har jeg ved siden af mit arbejde i kommunalbestyrelsen fundet tid og overskud til at lave et par kager. En af mine venner arbejder på Basen, som skal have nyt logo mm. Det skal selvfølgelig fejres med kage, så jeg fik et smugkig, så de kunne få en kage, der matchede det nye logo, som endnu ikke er at finde på nettet… Kagen indeholder den skønne og fede chokolade mudcake og en frisk hindbærfromage.

Udover politikken så er der også kurserne hos FOF, som er en stor succes. Jeg er elsker at undervise, elsker at give min viden videre, vise at det slet ikke er så svært, og at man med få virkemidler kan løfte en almindelig kage til nye højder, – i hvert til fald på det ydre plan. FOF havde generalforsamling i går, og ville gerne have et “sødt punktum”. Indholdet er det samme som i kagen til Basen, både fordi det er en rigtig god smagskombination, men også fordi det var det letteste for mig.

I dag var det så meningen, at jeg skulle holde modelleringskursus på FOF, men fibromyalgien og en spirende influenza (eller noget der ligner) har sat mig skak-mat – så der må findes en ny kursusdato. Nu ligger jeg så her på sofaen, med hævede, brændende, smertende, dumme fingre. Ømme og usamarbejdsvillige skuldre og en værkende ryg for ikke at tale om de tåbelige ben og fødder, der ikke lystrer og bare gør ondt. Oven i hatten har jeg hovedpine, kløende øjne og en varm pande… Jeg er en ynk!

alt det andet, Modellering

Hu-hej hvor det går…

Ligesom sidste år afholder jeg kursus på FOF herude på Vestegnen. I år har jeg endda udvidet repatoiret, så jeg udover cupcake-kurset også forsøger med et modelleringskursus og et figurkage-kursus. Og det er ikke mange dage siden kursuskataloget udkom, – og der er allerede udsolgt på cupcake og figurkagekurset. Jeg har aftalt ekstra kurser med FOF, men vil du med, skal du nok skynde dig…

Ikke kategoriseret, Modellering

Porcelænsmaling.



Ugens kage er til en nyudlært tjener og hvad er mere logisk end at lade et dækket bord pryde kagen. Jeg har lavet tallerkener, glas og bestik i hvid modelleringspasta og når det er tørt, skal det males med pulverfarve rørt op med lidt alkohol. Nu håber jeg så bare, at jeg ikke helt har glemt teknikken, for det er godt nok mange år siden, jeg gik til porcelænsmaling på ungdomsskolen.
figurkager, Galleri, Kagerne, Modellering

Playback show.

Jeg har et par dejlige veninder, der arbejder på et fritidshjem. I de seneste uger har børn og voksne sunget og danset til playback musik. I aften skal de optræde for søskende og forældre, et par af pigerne har fødselsdag og de skal selvfølgelig fejres. Jeg fik lov til at lave kage og den skulle selvfølgelig passe til aftenens tema.


Microfonerne er lavet af modelleringspasta, men for en sikkerheds skyld har jeg stukket et trægrill-spyd i hver.

Kagen er banankage og den er lagt sammen og smurt op med kakaosmørcreme.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...