Cupcakes

Cupcakes, Ferier & rejser

Helt i kage…

New York er fuld af kager… alle coffe-shops og diners har et fint udvalg og mange af dem er rigtig fine. På vores tur rundt i byen en af de første dage kiggede jeg op på det helt rigtige tidspunkt…


Der er rigtig mange små coffe-shops rundt i byen, en af dem havde dette fine skilt.


Selv om vi ikke gik i fodsporene på Carry og de andre fra Sex and the City, så måtte jeg altså forbi Magnolia Bakery. Heldigvis har de fået en filial på Upper Westside, ikke langt fra vores hotel. Vi købte både kage og cupcakes og jo, de var gode, men også meget meget søde…


Til de nysgerrige er her et billede af de kageting jeg har købt herovre… Jeg synes faktisk jeg har begrænset mig ret godt…


Om 5 timer går turen mod lufthavnen og i morgen middag dansk tid er lander vi i Kastrup.

alt det andet, Cupcakes

Hold da op…

Sikke en hjemkomst. Først kunne SAS ikke lokalisere vores bagage, som af en eller anden uvis grund ikke var kommet med tilbage til København. Vel hjemme, dog uden bagagen, havde myndlingen lavet aftensmad. Og jeg kan godt sige jer, at fremover er det ham, der får lov at lave kødsauce her i huset…

Næste overraskelse fik jeg, da jeg tændte computeren. Hvor er jeg glad for den helt overvældende og meget positive reaktion jeg har fået på min nye kursusvirksomhed.


Jeg er tilbage efter turen til Kalymnos, men kun for en kort bemærkning, så jeg får ikke svaret på alle mails og henvendelser før jeg er tilbage igen i begyndelsen af oktober.

I øvrigt blev jeg noget overrasket da jeg i en mail fra en veninde fik at vide, at bloggen her er nævnt i det nye danske Elle, der bringer en artikkel om cupcakes…

Update: Har lige tjekket bagagen på nettet, og det ser sørme ud til at den nu befinder sig i København, så der er håb forude. Nu slipper jeg tilsyneladende for at skulle ud og købe opladere til kameraer, mobiler, mp3afspillere osv. og jeg kan forhåbentlig nå at få vasket undertøj og t-shirts inden vi på onsdag sætter vi kurs mod New York City…

alt det andet, Blomster, Cupcakes, Modellering

Kagekonens kursusvirksomhed

Flere af jer har fra tid til anden spurgt om ikke jeg afholder kurser eller kunne tænkte mig at gøre det. Mit svar har ofte været lidt svævende, men nu kan jeg afsløre at Kagekonen har lavet en “kursus-virksomhed” som kommer og holder kursus hos dig, hvis du kan samle 6-8 veninder.

Jeg har i løbet af sommeren afholdt et par prøvekurser og det er gået fantastisk, og i aften holder jeg det første rigtige kursus. Kurset i aften skulle gerne munde ud i at vi får fremstillet en masse skønne små sukker-bamser.


Indtil videre har jeg 5 forskellige kurser på programmet:

  • Polterabend – bruden og hendes veninder lærer at lave en rose og overtrækker og pynter i fællesskab en kage. Varighed ca. 2 timer
  • Basiskursus; lær at overtrække en kage og pynte den med enkle blomster og border. Varighed ca. 5 timer
  • Blomster; lær at lave roser og andre enkle blomster. Varighed ca. 2½-3 timer
  • Modellering; lær at modellere små søde bamser. Varighed ca. 2½-3 timer
  • Cupcakes; lær at dekorere cupcakes med frosting og sugarpaste samt enkle blomster. Varighed ca. 3 timer

Jeg sørger for alt udstyr og alle materialer.

Vil du vide mere, så send mig en mail, du finder adressen ude til venstre lige over billedet af kaffen og kagen.

Cupcakes, Ikke kategoriseret

Phew…

Forleden strejkede motorcykel og uanset hvad husbonden forsøgte, så ville den ikke køre. Der røg ferien, var vores første tanke, men så blev vi alligevel eninge om, at vi jo kunne prøve at stille den ud på værkstedet og så håbe, at de måske kunne finde tid til at kigge på den, inden vores ferie starter på fredag…

Igår aftes ringede mekanikkeren og sagde at nu kørte maskinen igen og var klar til afhentning… Jeg gik direkte i køkkenet og bagte chokolademudcake muffins og i morges blev de dekoreret med chokoladesmørcreme og lidt hastigt lavede sukker-klip-klapper… for er der nogen der fortjener en sød hilsen er det vist motorcykel-værkstedet.

Nu er motorcyklen hentet og ferien reddet, phew…

Cookies, Cupcakes, Ikke kategoriseret

På tværs…

Vi tog bilen og kørte en tur på tværs af landet og tilbragte weekenden hos veninden i Randers. Der var fødselsdag på programmet, og så måtte kagekonerne jo igang…

Cookies på pind, dekoreret med royal icing og krymmel…

Der var også lemon-merinque coconut cupcakes, en fordelingshat af chokoladekage og en pippi-lagkage som bestod af vanillekage og mascarponecreme med friske jordbær og hakket chokolade.

Nu er der så taget hul på sidste uge inden ferien, jeg tror vi klarer den, selvom motorcyklen strejkede her til morgen…

Bryllupskager, Cupcakes, Galleri

Cupcakes, cupcakes og atter cupcakes…

Som antydet i går bestod dagens bryllupskage primært af cupcakes. 110 for at være helt præcis, – de fylder meget… Men faktisk er jeg ret godt tilfreds med resultatet.


I øvrigt er forskellen på cupcakes og muffins, at muffins har “hat” dvs. er hævet ud over kanten og op af papiret, desuden vil toppen på en muffin ofte være krakeleret og muffins er i reglen ikke dekorerede og hvis de er, er det med en klat glasur. Cupcakes derimod er lidt mindre (efter amerikanske forhold) og har altid en eller anden form for topping.

Her er det som nævnt i går, mudcake cupcakes med chokoladesmørcreme og rabarber-hvid chokolade cupcakes med italiensk marengs-smørcreme og sugarpaste.

Stativet har jeg købt hos Kagebutikken og det kan også bruges til store kager, som så bare skal have lavet et hul i midten…

Det er ikke muligt at lave bryllupskage uden at smage på varerne, så dagens løbetur var yderst tiltrængt… og tænk, nu er jeg halvvejs i mit 12-ugers løbeprogram for begyndere. I dag løb jeg 12 min. i træk og det gik faktisk helt okay. Jeg er lidt stolt af mig selv 😉

Bryllupskager, Cupcakes

Smug-kig…

Morgendagens bryllupskage er ved at være på plads. Brudeparret har begge været på udveksling i USA og holder meget af landet, så deres bryllupskage måtte gerne være lidt amerikansk, men skulle også afspejle den enkle skandinaviske stil, som parret elsker.


Derfor faldt valget på cupcakes til gæsterne og en lille kage som brudeparret kan skære af. Kagerne skal stilles på stativ i morgen så den lille kage står øverst og alle de mange cupcakes står nedenunder og ud på bordet.

Topkagen er chokoladekage lagt sammen med jordbær/rabarberfromage, og cupcakes’ne er mudcake med chokoladesmørcreme og rabarbercupcakes med sugarpaste. Under sugarpasten er der et tyndt lag italiensk marengs-smørcreme smagt til med rabarber-sirup.

Cupcakes, Galleri, Kagerne

Forkælelses kager


Læseferien er lige om hjørnet… Myndlingen har sidste skoledag i morgen og ville gerne fejre det med cupcakes, – jeg er ret sikker på at i morgen går op i fest og farver så snart eksamensfag og -datoer bliver offentliggjort, så jeg sendte ham afsted med disse cupcakes til ham og resten af 2.y her til morgen.

Der er to slags; rabarber med hakket hvid chokolade og hvid chokoladesmørcreme på toppen og banan med hakket mørk chokolade og mørk chokoladesmørcreme på toppen.

Roserne er til husbonden kollegaer, som jo må tage en ekstra tørn, mens han går herhjemme og rekreerer efter forrige uges ulykke.


Kagen er lavet af resterne fra den seneste tids mange konfirmationskager, men jeg er sikker på, at den vil blive nydt til kaffen i eftermiddag.

Blomster, Cupcakes, Tips & Tricks

Kom i form…

Skattefar har uddelt milde gaver til husstanden og det måtte jo fejres… så jeg supplerede min samling af dyre engelske rustfristålforme med et par stykker og så købte jeg lige et rundt og et hjerteformet billigere bryllupskagesæt i aluminium.

Hjerteformene er ikke helt lige så høje som de runde og de firkantede, men det går sikkert fint alligevel.


Nu tror jeg så også, at jeg har bageforme nok… for udover de ovenfor viste har jeg jo en bil, en t-shirt, et juletræ, en tiffinform og en boldform. Dertil kommer et par muffinbageforme til både store og små cupcakes samt utal af springforme og bradepander og en større samling ovnfaste glasskåle, på den anden side så bliver det svært at leve uden bamsen og den kæmpe cupcake ligesom det kunne være fantastiks at eje et sæt 6-kantede forme for ikke at tale om de blomsterformede

alt det andet, Cupcakes

Søde og bløde sager


Så har jeg været i gang i køkkenet igen… denne gang blev det til disse mini-cupcakes. Jeg lavede mudcake med chokoladesmørcreme og caramelmudcake med creamecheese frosting tilsat en skefuld sur rabarberkompot og lidt lyserød pastafarve.

Anledningen var at min skønne frisør, som jeg sad model for da hun var elev for 10 år siden, var vært for en af hendes andre kreative kunder.


Inge Christensen laver de mest fantastiske og helt unikke puder, hun har endnu ikke hverken hjemmeside eller butik, men sælger sine puder på homeparties og markeder.


Jeg købte de smukke grønne og sorte puder du ser herover til venstre, så nu skal vi have nye gardiner og jeg må vist også have skiftet kunstværkerne over sofaen ud…


Inge henter sin inspiration alle steder fra og det var morsomt at side sammen med hende og studere billeder fra ugeblade, for hvor hun så mønstre og farver til nye puder så jeg mønstre og farver til fremtidige kageprojekter…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...