Blomster

Blomster, Hus & Have, Udendørs

Forfra.

Mine ejendele har indtaget det nye hus og om et par uger følger ham den dejlige og alle hans ejendele.

Haven er bar. De eneste planter, ud over den dejlige store høje bøgehæk, er en rådhusvin, lidt kærmindesøster, en meget lille brombærbusk MED torne og en lille rabarber. Bedet et ca. 14 kvm. og selvom jeg har lidt af pæoen, akelajen og Skt. Hans urten samt hosta og lavendel og nogle fine blå kornblomst-agtige med fra det gamle hus, så bliver det dyrt at fylde det nye store bed. Kæresten har heldigvis både høstanemoner, roser, lavendler, jordbær og rabarber samt et par andre fine stauder, som kommer med på hans flyttelæs. Ligesom en kær ven har lovet stiklinger og overskudsplanter så kommer det til at tage tid før det nye bed står tæt og blomsterrigt.

I mine drømme er bedet en blanding af lyst og nytte. Jeg drømmer om bærbuske, floks og stjerneskærm, kæmpe solhat og duvende valmuer. Kommer tid kommer råd, siger man. Jeg er sikker på, at det nye bed bliver fantastisk, – med tiden. Imens samler jeg frø.

Blomster, figurkager, Galleri, Kagerne

Roses are…

I den have der snart ikke længere er min, står der den skønneste rose. Den stod der, der vi købte huset, og selvom jeg ikke har nusset og pusset særlig meget om den er den vokset sig stor og mægtig og kvitterer år efter år med de smukkeste sart rosa velduftende roser fra tidlig sommer til langt hen på efteråret.

Rosen er jo solgt med huset, så hvor gerne jeg end ville kommer den ikke med. På den anden side, så er en flytning jo også en lejlighed til at starte forfra og det gør vi så om en månedstid i en ny og bar have, hvor kun den store terrasse er anlagt. Det hjælper lidt at der foran huset står den smukkeste kæmpe store blåregn…

Ved siden af denne skønhed står i øvrigt en stor klatrerose, gad vide hvad farve den er og om den dufter…

Nå, men egentlig var det slet ikke min have jeg ville blogge om idag, men den kage jeg om lidt kører over med til Lisbeth som for nylig rundede et skarpt hjørne og har en bachelorgrad ventende om det næste…

Kagen indeholder lagkagebunde, jordbærfromage med skiver af friske danske jordbær og hvid chokolademousse med lime. Kagen er overtrukket med den nye fondant fra Kagebutikken, og jeg havde mit hyr, for min ryg og mine albuer var usamarbejdsvillige så det tog sin tid at ælte og rulle ud, med det resultat at overfladen er lidt krakeleret på kanter og hjørner…

Roserne er lavet af wiltons gumpaste og kagebutikkens fondant og har tørret et døgnstid. Næste gang jeg laver roser vil jeg prøve at lave en trin-for-trin arbejdsbeskivelse for de er virkelig simple og hurtige at lave.

alt det andet, Blomster

Kager, kager, kager.

Det er efterhånden ved at blive en tradition af de kedelige, – at jeg glemmer alt om kagens dag, indtil det er for sent og alle billetter er udsolgt. Således også i år. Men ikke nikke nej om jeg vil gå glip af kage(r) og ikke nikke nej om jeg gider at bage dem selv. Så jeg har inviteret kæresten på frokost med kage(r) på Glyptoteket hvor vi skal nyde Mette Blomsterbergs lækre kreationer.

Men Børnecancer Fonden skal heller ikke snydes så jeg sender dem en sms det er nemt og hurtigt.

alt det andet, Blomster

Bobler.

Fredag eftermiddag og aften har stået i hyggens tegn. Ren lykke og nydning.

Først kattekæl med både mine og kærestens katte dernæst indkøb af bordfodbold til kæresten yngste søn. Så et smut på ligegyldig amerikansk burgerkæde og så… Robert Downey Jr. og Scarlett Johansson for fuld udblæsning i Iron Man 2. Bagefter kiggede vi på blomster og drak dejlig varm kaffe i Den Gamle Have inden Lisa Nilsson lukkede op for godteposen og sendte bløde varme toner ud i den kolde maj aften.

Vel hjemme igen blev jeg begavet med en før fødselsdagsgave, som længe har stået på ønskesedlen; en danskvandsmaskine. Så nu kan jeg få koldt og friskt boblende vand præcis når jeg har lyst…

Jeg er heldig, sådan at blive begavet før tid…

 

Blomster, Ikke kategoriseret

Sometimes it snows in April.

Nej, vinteren er ikke på vej tilbage vi er bare i april måned… Den
mest lunefulde af dem alle! Forleden plantede vi stedmoderblomster og
solede os på terassen. I dag falder store tunge bløde snefnug fra
himlen.

Det er i øvrigt ikke kun her i landet april er lunefuld. Prince – som
gæster Roskildefestivallen i år – har lavet et smukt nummer netop med
titlen 'sometimes it snows in April' hvis jeg kunne ville jeg ha' lagt
det her, men så ferm er jeg ikke med iPhone og blogger.com så I må
nøjes med billedet at sne på mit havebord.

Blomster, Livet

Mit hjem er mit slot.

I dag flytter Myndlingen hjemmefra. Selv bor jeg stadig i en kuffert – mest hos kæresten og lidt i huset, som nu er sat til salg. I fredags blev det fotograferet på kryds og tværs og i dag er der fremvisning…

Fibromyalgien blomstrer i fuldt flor, desværre er dens blomster ikke kønne… I går blev jeg forkælet. Med de bedste romkugler der kan opdrives i hele det storkøbenhavnske område og hindbærsnitter. De lækreste sprøde søde dobbelte hindbærsnitter. Og kys og oprigtig interesse. Og spørgsmål til hvordan jeg har det. Jeg har desværre aflyse kagekurser på FOF for at tage hånd om mig selv.

Om det er den fulde mødekalender, skilsmissen, sønnens flytning, hussalget eller er det bare fibromyalgi? Uanset hvad så må det gerne stoppe. Jeg hænger i, og døjer med de brændende hænder og smertende led.

Jeg har snart fødselsdag og ønsker mig store fint indpakkede gaver, gerne indeholdende lidt overskud til en dag som idag. Vil bare gerne nyde foråret. Blomsterne på terrassen og anemonerne i skovbunden.

Måske det bliver bedre, når jeg igen ved hvor mit hjem er… Myndlingen ved hvor hans er, og han er glad.

Blomster, Hus & Have, Udendørs

Søndags-nusseri…

Sol og eftermiddagskaffe i et lunt hjørne på terrassen… For et par
dage siden stod der pludselig et par kasser stedmoderblomstser på
bordet så nu er terrassen fejet, havemøblerne fundet frem og der er
blomster i et par af krukkerne.

Blomster, Cupcakes, kager, Kagerne, Opskrifter

Fransk vask og strygning

var det ikke, men næsten.

Jeg har brugt formiddagen på at bage, rydde op og style mit køkken, for her til eftermiddag har jeg haft besøg af Liv & Bolig, som er et forholdsvis nyt gratismagasin, som ligger i udvalgte byggemarkeder, bagerforretninger, golfklubber og tæppeforretninger.

Næste nummer har et køkkentema og på sin vej rundt på internettet var redaktøren faldet over et par af mine blogposter om vores nye køkken. Så hun spurgte om de mon måtte komme og tage et par billeder og høre om mit køkken og mine kager og måske få en opskrift…

Så jeg bagte citron (fuld)måne a la lagkagehuset, Bedstemors nøddekys, brownie med hvid chokolade og banan-chokolade cupcakes med chokoladesmørcreme og sukkerblomster på toppen.

Nu har jeg så et ryddet og rengjort køkken og en bord fuld af kage, – mon ikke der er en der skal ha’ kage med på arbejde i morgen?

Blomster, Galleri, Kagerne

Den lille havfrue.

Da H. C. Andersen i forrige århundrede skrev eventyret Den lille havfrue havde han sikkert ikke forestillet sig at historien senere skulle fortolkes i tegnet form af Disney og hans dygtige tegnere.

Jeg har altid holdt meget af eventyret, som i vanlig H. C. Andersensk stil har så mange lag at man hele tiden ser noget nyt. Med temaer som kærlighed, liv og død er eventyret eviggyldigt og i Disneys version taler det stadig til moderne børn. Således også Cathrine som fyldte 5 år i weekenden.

Sidste år var temaet for hendes fødselsdag prinsesser og hun fik derfor to smukke barbiekager. I år skulle det være havfruer, nærmere bestemt Ariel… Kagerne skulle jo ikke ligne sidste års kager, og da tiden var begrænset, så købte jeg to færdige sukkerprint hos kagekompagniet og lod farverne i de to billeder gå igen på borten, som er dekoreret med blomster og sommerfugle.

Indholdet er den klassiske: chokoladekage og jordbærfromage vendt med lækre chokoladestykker.

Blomster, kager

Cake International 2009

Jeg lovede at vise billeder fra kagemessen i Birmingham…



I får også lige lidt nærbilleder af nogle af mine favoritter blandt de mere en 400 udstillede kager, topfigurer og blomsterbuketter. Her en gigantisk legetøjskiste med så mange detaljer at det halve havde været nok.



Og en bryllupskage, som jeg kunne have fundet på at lave den, hvis jeg havde frie hænder. Jeg ville dog nok undvære ståltråden i topbuketten…


Der var også denne helt fantastisk kreation. Jeg tror at flaskerne er lavet i isomalt, men jeg er ikke sikker… Etiketter, kapsellåg og chipsposen er printet på sugarpaste eller rispapir (er jeg ret sikker på).



Og så var der denne helt fantastisk julekage. Den var min absolutte favorit, så gennemført og super detaljeret…



Og detaljerig var også denne kinesiske kiste…


Denne herlighed bragte minder om en skøn sommer tilbage og fik mig til at tænke på hende her.


Og så var der denne helt igennem enkle men smukke bryllupskage, som jeg bare må lave på et tidspunkt…



Jeg hentede så meget inspiration og købte så meget nyt værktøj, at jeg næsten ikke kan vente til valget er overstået på tirsdag og jeg kan komme igang med kagerne igen. Jeg tror husbondens kollegaer står for tur for ikke at tale om mine to skønne sønner, der virkelig har knoklet for deres mor, de seneste par uger.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...