I køkkenet

Brød

Giv os i dag det dejlige brød…


For år tilbage bagte jeg alt vores brød selv. Jeg havde også jævnligt gang i noget surdejs-halløj, men det blev aldrig rigtig en god ven. Forleden spurgte min yngste, hvorfor jeg aldrig bagte de der lækre boller mere… Jeg vidste godt hvad han mente og gik straks i gang med at lede efter opskriften, den var ikke lige sådan til at finde, for jeg har “ryddet op” mange gange siden sidst…

Jeg fandt ikke opskriften, men søgte på nette og har nu eksperimenteret lidt…

Portionen giver en 15-18 boller, som minder meget om dem jeg lavde dengang ungerne var mindre og mit overskud større. Dengang lavede jeg dejen om aftenen og bagte bollerne om morgenen, for bagetiden passede lige med den tid det tog mig at bade og få tøj på.


Nu hvor jeg går hjemme laver jeg dejen om formiddagen og så kan der bages boller sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Jeg laver dejen i min røremaskine og kommer den så over i en stor Tupperware-bageskål med låg. Så behøver jeg ikke at tænke på husholdninsgfilm eller fugtige viskestykker. Jeg lader bollerne efterhæve mens ovnen bliver varm.

bagværk, Blomster, I køkkenet, kager, Opskrifter

Jeg bager til fryseren…


Jeg har forsøgt mig med en ny opskrift på muffins, den er super enkel og kan varieres på mange måder, forleden lavede jeg en lidt krydret variation med lidt jordbær-rabarber kompot i og de smagte forrygende.

Da jeg nu var igang med at afprøve opskrifter, så blev jeg lidt grebet af det… heldigvis er der plads i min fryser.

Så idag har jeg bagt luksus-bærmuffins med friske let mosede hindbær, mudcake muffins (alm. mudcake bagt i muffins forme – husk fyld kun formen halv op) og nogle lidt krydrede hvide mudcake muffins efter en opskrift jeg har fundet på nettet. Du får opskriften her:

De fleste kommer jeg i fryseren, men nogle topper jeg med lidt chokoladesmørcreme og måske også lidt blomster, for i morgen har jeg en aftale med en kagenørd og så skal der kage til.

Som regel bliver der lidt dej tilovers når jeg laver muffins, de to lyse blandede jeg med lidt flere hindbær og bagte i en lille springform…

andet, Desserter, I køkkenet

Mit køkken dufter af sommer…

Efter sylte-succes’en forleden har jeg fået blod på tanden. Så igår plukkede jeg hybenroser hos Mormor sammen med mine herlige nevøer. Det var ikke mange der var tilbage, men der var nok.

Efter plukning blev rosenbladene skyllet i rigeligt vand for derefter at blive kogt i vand tilsat lidt citronsyre ca. 20 min. til de engang så smukke blade havde afgivet al deres farve. Det stærkt duftende og stærkt lyserøde vand fik et opkog med gelesukker inden det blev hældt på små fine glas, som nu står og køler af på mit køkkenbord.

Opskriften stammer fra et gammelt Idé-Nyt, men du kan også finde den her

bagværk, Hverdagskager, I køkkenet, Kagerne, Opskrifter

Hvad blev der af sommeren…

I dag har det regnet hele dagen og det er ikke holdt op endnu. Det fik mig og mit dejlige yngste søn til at tænke på en ferie i Norge for en del år siden, jeg tror at der ud af 8 dage var 1½ dag uden regn eller dvs. næsten uden regn. Vi havde lejet en mikroskopisk campinghytte og selvom der umiddelbart var lunt og tørt indendørs, blev der hurtigt klamt af alt vores våde tøj. Den sommer blev der drukket mange liter varm cacao og spist rigtig mange regnvejrspandekager.

Det gjorde vi også i dag, med nykogt jordbærsylt og lidt ekstra sukker…

Blomster, Sødt

Sommersylt

Jeg holder forfærdelig meget af godt syltetøj og marmelade gerne af den hjemmelavede slags. For nogle dage siden lovede jeg NewYorkerByHeart at lægge et par af mine favorit opskifter på bloggen, men hold da op, hvor er det svært at vælge… så der kommer flere hen over sommeren og sikkert også henover vinteren, for frisk kogt syltetøj og marmelade er altså et sikkert hit, og det bliver ikke ringere af, at bærrene har været en tur i fryseren.



I dag har jeg gjort klar til slags jordbærsylt; en med de allersidste hyldeblomster jeg har fundet og en lidt krydret med muscovadosukker og vanille. Begge indeholder citron, som bare er så godt sammen med jordbær.


Jeg kom sent i gang, så de to slags sylt får lov at trække natten over i svaleskabet. I morgen tidlig tager jeg dem ud, og så får de lige et par timer på køkkenbordet, så sukkeret bliver opløst.

I øvrigt kan man finde mange flere og også ret spændende opskrifter hos DanSukker eller hos Alverdens mad, hvor man bl.a. kan finde de klassiske gamle sylteopskrifter fra Den grønne Syltebog, som er en suveræn sylte-bog. Min egen er efterhånden godt hærget og fuld af pletter efter mange års flittig brug.

I køkkenet, Opskrifter

Hylden blomstrer…

Ja, visse steder er den endda ved at være afblomstret, men hvis man er hurtig kan man stadig nå at plukke nogen til en hjemmelavet omgang hyldeblomst saft.

Hyldeblomst saft er en af mine favoritter. Det kan bruges til så meget forskelligt… blandet op med vand og isterninger til en dejlig sommer tørst-slukker, med lidt martini og is til en skøn sommer cocktail… til marinering af jordbær, som kan bruges i alt fra lagkager til en hurtig og lækker sommer-trifli med marinerede jordbær, let knuste makroner og et par skefulde fed tykmælk, så bliver det bare ikke mere sommer-agtigt.

Hyldeblomst saft er ovenikøbet super let at lave, du får en opskrift her:

bagværk, Hverdagskager, I køkkenet, Opskrifter

Kagekone…

Jeg fik en hilsen fra Lea i Canada, som rigtig gerne ville bage en “dansk” kagekone til sin datters fødselsdag. De “rigtige” kagemænd og -koner som man køber hos bageren er lavet af wienerbrød og det lader sig ikke rigtig genskabe i et almindeligt køkken. Hvad gør man så… Jeg foreslog Lea, at hun lavede en kagekone af søde boller og pyntede med glasur og slik. Alternativt kan man jo bage en god bradepandekage og så skære sin kagemand eller -kone ud.

Her er opskriften jeg sendte til Canada:


Lene har så venligt gjort mig opmærksom på, at en kagemand/kone også kan være lavet af brunsviger, det havde jeg helt glemt… Anyway, jeg fandt lige en opskrift på Arlas hjemmeside, som ser både god og nem ud, så her får du en opskrift på brunsviger .

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...