I køkkenet

Galleri, Hus & Have, Hverdagskager, Indendørs, Kagerne

Jeg elsker mit køkken.

I går havde vi gæster til middag, det er lang tid siden vi sidst havde middagsgæster uden, at der var en en “årsag”.

Jeg nød at planlægge middagen, nød at handle ind og nød at nusse rundt i mit køkken. Jeg er så glad for det rum, som jo faktisk er hele underetagen af vores hus, alt virker, intet har været overladt til tilfældighederne. Det er en daglig glæde at opholde sig i rummet, at sætte kanden under Quookeren og have friskbrygget kaffe eller te på et øjeblik. At tænde for det nærmest lydløse emfang, at kunne se og overskue råvarerne i kolonialskufferne. At kunne komme til alt porcelænet uden at skulle flytte stabler af tunge tallerkener eller andet først. At kunne have den bærbare stående på bordet ved siden af mig mens jeg snitter og hakker, uden at den er i vejen. Som I alle sagde, – det var værd at vente på!

Nå, men det var den der middag vi kom fra. Der var svinekam med sværd på bud og spidskålene og de små nye kartofler var flotte, så det blev hovedingredienserne i aftenens måltid. Dessert skulle der jo også til og det bugnede med de flotteste bær i grøntafdelingen, så de kom med hjem.


Aftenens menu blev således: weber grillet svinekam med sprød sværd hertil små nye lune kartofler vendt i lidt god olivenolie sammen med blå birkes, rødløg, persille og grofthakkede hasselnødder hertil letdampet gratineret spidskål. Desserten bestod af lagkagebunde lagt sammen med en fed mascarponecreme og en blanding af jordbær, brombær, hindbær og blåbær. Kanten fik en strimmel marcipan til at holde sammen på de gode sager.

Det blev en hyggelig aften og vi sad længe i krogen omkring det store bord.

bagværk, Brød

Et ordentligt brød.


Flere har spurgt om jeg ville dele opskriften på rugbrød uden gær, så her er den.

Hvis du ikke har surdej, så kan du enten lave en på 2 dl. rugmel rørt med 2 dl. vand ½ dl. kærnemælk, yoghurt eller andet surmælksprodukt og 1 skefuld honning, som du blander i en skål og lader passe sig selv (overdækket med film) på køkkenbordet et par dage eller 4 til den bobler lystigt og lugter af en mellemting mellem eddike og salmiakspiritus. Alternativt kan du tilsætter en lille klump gær.

Jeg tror også sagtens man kan udskifte en del af hørfrøene og 5-kornsblandingen med andre kerner eller nødder. Faktisk tror jeg at grofthakkede mandler og blå birkes vil være godt. Jeg kommer heller ikke øl i mit brød, med mindre jeg har en slat tilovers.

alt det andet, Fjerkræ

Gæstebud.

Anarkisten har været i København sammen med bedstevennen i dag og de sluttede besøget her ude hos mig i den aller aller yderste udkant af København også kaldet Vestegnen.

Og hun havde gaver med, – skønne gaver, kun til mig…


Nu er det jo sådan at Anarkisten er ret ferm i et køkken, og det kan godt gi’ lidt præstationsangst… Heldigvis havde hun tilbragt en del af dagen på La Glace, så jeg behøvede ikke at diske op med kage , men kunne koncentrere mig om maden og samværet med to herlige mennesker.

Så efter et par timer med snak, grin, te, jordbær og bastogne kiks på terrassen med udsigt til “dræberrosen” serverede jeg Nigellas langtidsstegte kylling med pesto kartofler og en skøn blandet sommerpræget salat til. Salaten måtte jeg dog ha’ hjælp til, – eller dvs. Anarkisten mente der skulle fetaost i, så det kom der, måske et par forårsløg også burde have fundet vej i skålen.

Vi hyggede os så meget, at ingen af os tænkte på at tage billeder af maden, før det var for sent, så her kan I se resterne af salaten, der indeholdt: spæde salatblade, frisk bælgede ærter, friske hindbær og blåbær samt pinjekerner og fetaost.


Således mætte af mad og de mange indtryk fra storbyen kørte jeg to trætte jyder til toget. Og da jeg kom hjem, havde min skønne husbond taget opvasken.

Cupcakes, Galleri, Hverdagskager, Kagerne

Fødselsdagsmiddag.

Husbonden skulle holde møde med mad her hjemme til aften. En af deltagerne fylder år netop i dag, så jeg har bagt, kogt og braset det meste af eftermiddagen.

Menuen stod på rødvinsmarineret braiseret oksesteg med haricot vert, glasserede perleløg og kartoffelpure. Til kaffen har jeg lavet cupcakes med blåbær og hvid chokolade og rød italiensk marengs smørcreme med lemoncurd på toppen… det smagte pragtfuldt.


Det var min intention at forsøge at ramme cofoco’s fantastiske kartoffelpure, det lykkedes ikke helt… mon man kan komme i praktik hos bare en dag eller to?

bagværk, Brød, figurkager, Galleri, Kagerne

Kage i forklædning…

Myndlingen havde for lang tid siden spurgt om han kunne få en kage med i skole i dag. Jeg havde sagt ja og skrevet det i kalenderen. Alligevel kom det bag på mig i går, at det var idag han skulle have kage med, jeg luftede muligheden for en helt almindelig plain bradepandekage, men det var jo ligesom ikke det han og klassekammeraterne havde sat næsen op efter…

Heldigvis kan man også lave “lette kager” selvom de skal dekoreres med sugarpaste og lignende. Så i morges kørte jeg den unge mand i skole med en skål spaghetti med kødboller. Denne version er dog en kende utraditionel idet den består af mudcake… spaghettierne er lavet af italiensk marengs-smørcreme og kødbollerne er kagerester blendet med lidt af smørcremen. Fad og “revet ost” af sugarpaste…


Da jeg nu var igang, rørte jeg lige den efterhånden ret gamle surdej op med en halv liter vand, lidt honning og salt samt 750 g af den gode hvedemel fra mit besøg på Fru Plums høstmarked… Dejen røg i køleskabet natten over og her til formiddag fik det lov at efterhæve et par timer på køkkenbordet iført meldrysset støttekorset.


Nu dufter her af friskbagt brød og om lidt er kaffen også klar…

bagværk, Hverdagskager, I køkkenet

Reste-party-kugler

Når jeg laver kager, skærer jeg altid toppen af kagen. Men mit sønderjyske-husmoder-gen gør det noget så svært for mig at smide den ud… hvad gør man så?

Man kunne selvfølgelig bare spise resterne, men jeg kommer kage-resterne i foodprocesseren sammen med et par spsk. smørcreme (gerne den med chokolade) og kører en gang, til massen er ensartet, sammenhængende og blød. Så triller man kugler og vender dem i festligt krymmel eller kokos og man har de lækreste hjemmelavede rom-kugler, men pas på – de er stærkt vanedannende…

Sødt, Sylterier

Samlebåndsarbejde

De aller-aller sidste blomstrende hyldeskærme i nå-højde landede i min cykelkurv her til aften. Jeg måtte ud på en længere ekspedition, dels for overhovedet at finde blomstrende skærme og dels for at finde nogen, som ikke stod op til en trafikeret vej. Det lykkedes at finde 30-40 pæne skærme og de blev ved hjemkomsten skyllet behørigt inden de røg i gryden med citroner, citronsyre, rørsukker og kogende vand. Nu står bryggen og trækker køligt.


Et par enkelte små skærme og de løse blomter som lå tilbage i sidste hold skyllevand kom i gryden med de jordbær som ikke blev spist i går, lidt citron og en slat sylte-sukker. Da syltetøjet var kogt hev jeg hyldestilkene op og hældte resten på rene atamonskyllede glas. I bunden af fryseren lå en pose brombær fra sidste år, og de røg også i en gryde med lidt sylte-sukker og skallen af en ½ citron. Brombærrene fik et ordentligt opkog og røg samme vej som jordbærsylten. I bunden af grøntsagsskuffen lå et bundt slatne rabarber, de røg i en gryde med en slat rørsukker, lidt vand, en stang vanille og en citron i skiver. Da rabarberne var kogt godt ud, hældte jeg massen gennem en sigte og kogte saften en anelse ind. Jeg fik ikke filtreret saften gennem et klæde, så den har samme grumsede udseende som ufiltreret æblesaft…


Om et par dage skal hyldeblomstsaften sies og så er der igen lidt sommer på lageret…

Brød

Det gode brød

Karen spurgte efter en opskrift på mit brød. Hm… det er ikke sådan lige at give for jeg bager meget på lyst og gefuhl, men udgangspunktet er denne opskrift:

250 g surdej (eller gær på størrelse med en ært)
½ l vand
750 g mel (hvede, durum, boghvede, kastanje, graham, spelt eller hvad du har… )
½ spsk. salt

Dejen rører jeg i røremaskinen, den er lidt på den våde side, men ikke sjask våd. Når dejen er æltet grundigt og længe så ryger den til hævning enten et par timer på køkkenbordet, eller lidt længere i kælderen og hvis ikke jeg har tid til det, så kommer den i køleskabet til dagen efter. Når dejen er hævet så kommer jeg den forsigtigt ud på et meldrysset bord og former den til en spændt kugle, – som fru Plum har lært os, og kommer den i en meldrysset hævekurv. Nu skal brødet hæve igen, du vælger selv hvordan, men det skal blive ca. dobbelt størrelse. Når det er hævet færdigt, vender jeg det ud på en brændvarm bagesten og stiller det i ovnen ved ca. 225 grader i 40-45 min.

Brødet fra forleden var bagt med hvede-, spelt- og kastanjemel og smagte forrygende.

bagværk, Blomster, Cupcakes, Hverdagskager, Opskrifter

Tøse-hygge

Forleden havde jeg en flok veninder m.m. på besøg. Vi skulle kigge nærmere på en hel masse plastik varer, som vi sikkert godt kan undvære når det kommer til stykket. Sådan en gang plasik kræver jo masser af kaffe og også gerne lidt kage, så jeg havde været i køkkenet på trods af en begyndende influenza…


Det blev til en lille gulerodskage flækket en gang og lagt sammen og smurt med cream-cheese-frosting. Jeg kunne jo ikke helt holde mig fra pynten, selvom jeg var små sløj, så jeg lavede nogle små gulerødder som kom på kagen.

Opskrifterne får du her:

Jeg havde hverken nødder eller rosiner på lager, men kagen blev fin alligevel. Jeg lavede ½ portion og bagte den i en springform på 18 cm. Den lækre cream cheese frosting er rigtig god og kan også bruges til cupcakes den kan varieres i en uendelighed… drop vanillesukkeret og tilsæt fx. revet citronskal og lidt citronsaft eller tilsæt lidt purerede jordbær og brug evt. jordbærflødeost (kan vist fåes i Sverige) etc.


Nå, veninderne er jo godt vandt, så jeg lavede også lige en omgang mud-cake cupcakes med chokoladesmørcreme og sukker blomster på toppen. Blomsterne er nogen jeg har købt færdige for lang tid siden og da jeg ikke rigtig orkede det store selv, var det dejlig nemt.

Jeg havde også lidt hjemmelavede biscotti på lager, så dem fik de også lov til at smage. De er super lette at lave og smager pragtfuldt. Jeg fulgte ikke helt opskriften, men brugte en blanding af mandler, pistacienødder og pinjekærner. Jeg tilsatte også et par spiseskefulde hakket syltet appelsinskal. Mine biscotti kunne godt have være ristet lidt hårdere, de er nemlig ikke helt tørre inden i, men på den anden side så er de altså ret lækre… Du får den oprindelige opskrift her:

årets gang, Livet, Tilbehør

Jeg springer over…

Som jeg fortalte forleden er jeg et rodehoved… jeg bunker og bunker og ind i mellem så skal der jo ryddes op og sættes på plads. Denne uge er sat af til projektet, men jeg finder hele tiden på noget mere påtrængende og interessant… Jeg har dog fået grov sorteret alle bunkerne fra skrivebordet og reolerne, så nu ligger der en mængde mindre bunker på gulvet, klar til finsortering og i-mappe-sætning…

Og så var det lige jeg kom i tanke om henkogte tomater som har
været en stor trend her i blog-land hen over sensommeren. Jeg købte en ordentlig skudefuld blandede tomater, store og små, røde som gule, hos den lokale grøntsags-pusher. De fleste blev skåret over og så blev de ellers puttet i glas med timian, rosmarin, basilikum og salvie fra haven. Der kom også lidt hele peberkorn, groft skårede hvidløgsfed og grofthakkede chilier og toppen af et par blegselleri og en skefuld af den gode olivenolie i hvert glas. Så blev de lukket og fik et par timer i ovnen ved lav varme…


På min tur i haven efter krydderurter til tomaterne fik jeg øje på rabarberne, som lige kunne høstes en sidste gang… De endte fint snittede i en gryde med lidt sukker og 1 stang vanille. Nu ligger der 3 små poser kompot i fryseren, klar til senere brug som fyld i en kage vendt i lidt flødeskum.

På terrassen blomstre krukkerne lidt endnu snart skal de pakkes ind for vinteren eller fyldes med lyng… Jeg har ikke besluttet mig endnu, der er stadig tid… Og selv om det er for koldt til at spise ude kan man stadig nyde en kop kaffe, hvis man finder en trøje og en solstråle.

Tilbage til bunkerne… tænk sig, de er der endnu. Mon de forsvinder hvis jeg bare kigger væk længe nok? Jeg tror det desværre ikke, men det bliver ikke i dag jeg får sat i mapper.

Jeg har nemlig gang i et projekt inspireret af det her og opmuntret af hende her har jeg fundet strikkepinde og det lækreste silkemohair frem. Det går ikke så hurtigt, men det er hyggeligt og det skrider fremad. Jeg har strikket lidt over 1 m nu, så jeg er halvvejs, og når jeg ind i mellem bliver træt i fingrene, så er der jo de nye bøger…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...