Brød

Brød, I køkkenet

Tilbage til stenalderen

De seneste år har jeg i lange perioder gået udenom brød, mælk og sukker. Ligesom jeg også holder igen med kartofler, ris og pasta og oksekød. Det er godt for min krop kan jeg mærke. Men jeg mærker også, at en fanatisk forsagelse af brød, mælk og kager ikke er godt. Så jeg prøver at holde en balance på 80/20 og det fungerer.

En af de ting jeg dog oftest savner er brød. Så i dag har jeg forsøgt mig med et palæobrød.

Jeg brugte ca. 700 g nødder og kerner (mandler, cashews, pistacier, hasselnødder, hørfrø, græskarkærner og solsikkekerner)

det blandende jeg med 1 groft revet rødbede og et par groft hakkede figner, jeg fandt bagerst i skabet.

Så tilsatte jeg 6 sammenpiskede æg, et skvæt god olivenolie og et par teskefulde groft salt

“dejen” kommes i en foret brødform og drysses evt. med lidt nigella-frø. Bages1 time ved 160 grader. Jeg lod brødet køle af i formen.

20130209-171019.jpg

 

 

20130209-171032.jpg

20130209-171059.jpg

Brød

Brød i gryden

Der er et eller andet ved hjemmebagt brød. Især den slags med lidt sej og saftig krumme og sprød skorpe. Hvis det er nemt at lave, er det et ekstra plus. Det er grydebrødet, verdens bedste brød, no knead bread og hvad det ellers kaldes kommer ind i billedet. For det her brød er nemt. Meget nemt. Ikke hurtigt, men så nemt at alle der ejer en ovnfast gryde eller stegeso kan være med.

Gær på størrelse med en ært røres ud i en 1/2 l vand, som hældes i 10 dl mel (hvis du bruger groft mel så tilsæt lidt mere vand og måske også en anelse mere gær) og 2 tsk. salt. Vådt og tørt røres sammen med en ske til alt melet er fugtigt. Dejen må gerne være ujævn og klumpet. Sæt låg eller husholdningsfilm på skålen og lad den stå på køkkenbordet i 10-12 timer. Drys mel på bordet eller på et stort spækbræt og skrab forsigtigt dejen ud. Fold dejen ind over hinanden 3-5 gange og stil dejen til hævning i 2 timer i en meldrysset kurv eller bare i en skål. Tænd ovnen på 250 grader og stil gryden med låg ind, så den bliver godt varm. Tag gryden ud og vend forsigtigt brødet ned i gryden og læg låget på igen (husk grydelapper!) og sæt gryden i ovnen. Bag brødet i 30 min. ved 250 grader tag låget af gryden og skru ned til 230 grader og giv brødet 15 min. mere.

Lad brødet hvile 30 min. inden du skærer det, – også selvom det er svært.

Brød

Låg på!

For et par uger siden poppede den op igen. Lysten til at prøve kræfter med verdens bedste brød. Midt i morgenmaden mens jeg sad og bladrede lidt tilfældigt i papiravisen. Alligevel kom jeg fra det igen. Altså lige indtil i går aftes, hvor jeg blandede fuldkorns speltmel, almindelig hvedemel og et skvæt durummel med en lille klump gær (der havde ligget lidt for længe i køleskabet), en lille håndfuld groft salt og en sjat vand i en stor skål (jeg brugte min elskede kæmpe store Tupperware bageskål), som hurtigt fik låg på og så fik lov at stå på køkkenbordet til hen på formiddagen, hvor jeg var færdig med morgenkaffen og dagens aviser.

Ud på et meldrysset stort spækkebrædt og så folde – folde – folde med en stor dejskraber. Vask skålen og smør den med olie inden brødet løftes/hældes tilbage. Låg på og glem alt om brød i et par timer. Tænd ovnen på fuld skrue (250 grader) og smæk gryden ind i varmen. Jeg brugte min røde ovale favorit gryde fra Le Creuset, men jeg er sikker på, at brødet også vil blive fortræffeligt i min mors gamle runde blå emaljerede støbejernsgryde fra Morsø eller hvilken som helst anden gryde med låg, der tåler de høje varmegrader. Kodeordet er LÅG. 

Når ovn og gryde er godt varme tages gryden ud og brødet hældes forsigtigt fra skål til gryde. På med låget og gryden tilbage i den varme ovn. Efter 35 min. tages låget af og varmen sænkes til 230 grader. Brødet bager videre 15-20 min. hvorefter det tages ud af ovnen. Lad det afkøle en halvtimes tid (mindst) inden du skærer i det, hvis du kan. Jeg kunne ikke.

Max har lavet en ualmindelig fin video med både mål og udførlig vejledning, hvis ikke du føler dig parat efter min lidt løsere beskrivelse.

Brød

Boller op boller ned

Vi er løbet tør for brød. Og belært af erfaring, ved jeg, at ingen af os gider gå til bageren i morgen tidlig. Så jeg fandt brødbogen frem og smækket en hurtig dej sammen. Nu dufter hele huset af nybagt brød.

Den pink farve var faktisk ikke planlagt, men jeg tilsatte resten af gårsdagens råkost til dejen, og den  bestod af en blanding af æble, gulerod og rødbede, og det gav dejen en fin pink farve, der faktisk passer rigtig godt til morgendagens kærlighedstema.

Opskriften er et miks af en opskrift fra Varm på brød og lun på boller og det jeg kunne huske af min gamle favorit opskrifter. Så jeg brugte ikke rigtig mål og vægt, men blandede en en pakke gær med en rest havregrød med en kvart liter vand og lidt olie, salt og honning, resten af gårsdagens råkost (som vel var et par deciliter eller 3) og en håndfuld solsikkekerner. Til slut tilsatte jeg mel (en blanding af durum og alm. hvedemel) til dejen havde en passende (men stadig blød) konsistens. Jeg lod dejen hæve på køkkenbordet en lille timestid og bages i 20-25 min. ved 200 grader.

Brød

Giv os i dag vores daglige brød

Jeg er ikke ud i et religiøst ærinde her, men mine rugbrød plejer altså at smage ret godt.

Opskriften har jeg fået af en ven og så tilsætter jeg nødder,tørrede abrikoser eller krydderier alt efter min lyst og køkkenskabenes indhold.

I dag blev hvidtøllen udskiftet med en Classic, for det var hvad der var. Det var sikkert også gået uden, men på den her måde fik jeg også øl til min frokost.

Nu passer dejen sig selv i køleskabet til i morgen, hvor jeg rører den op med mere mel og flere kerner. Om lidt vil jeg sætte mig ud i solen med en kop kaffe og et kommunalpolitisk sparekatalog der siger spar-to, jeg håber vi bliver i stand til at få enderne til at nå sammen på en fornuftig måde trods alt.

bagværk, Brød

Et ordentligt brød.


Flere har spurgt om jeg ville dele opskriften på rugbrød uden gær, så her er den.

Hvis du ikke har surdej, så kan du enten lave en på 2 dl. rugmel rørt med 2 dl. vand ½ dl. kærnemælk, yoghurt eller andet surmælksprodukt og 1 skefuld honning, som du blander i en skål og lader passe sig selv (overdækket med film) på køkkenbordet et par dage eller 4 til den bobler lystigt og lugter af en mellemting mellem eddike og salmiakspiritus. Alternativt kan du tilsætter en lille klump gær.

Jeg tror også sagtens man kan udskifte en del af hørfrøene og 5-kornsblandingen med andre kerner eller nødder. Faktisk tror jeg at grofthakkede mandler og blå birkes vil være godt. Jeg kommer heller ikke øl i mit brød, med mindre jeg har en slat tilovers.

bagværk, Brød, figurkager, Galleri, Kagerne

Kage i forklædning…

Myndlingen havde for lang tid siden spurgt om han kunne få en kage med i skole i dag. Jeg havde sagt ja og skrevet det i kalenderen. Alligevel kom det bag på mig i går, at det var idag han skulle have kage med, jeg luftede muligheden for en helt almindelig plain bradepandekage, men det var jo ligesom ikke det han og klassekammeraterne havde sat næsen op efter…

Heldigvis kan man også lave “lette kager” selvom de skal dekoreres med sugarpaste og lignende. Så i morges kørte jeg den unge mand i skole med en skål spaghetti med kødboller. Denne version er dog en kende utraditionel idet den består af mudcake… spaghettierne er lavet af italiensk marengs-smørcreme og kødbollerne er kagerester blendet med lidt af smørcremen. Fad og “revet ost” af sugarpaste…


Da jeg nu var igang, rørte jeg lige den efterhånden ret gamle surdej op med en halv liter vand, lidt honning og salt samt 750 g af den gode hvedemel fra mit besøg på Fru Plums høstmarked… Dejen røg i køleskabet natten over og her til formiddag fik det lov at efterhæve et par timer på køkkenbordet iført meldrysset støttekorset.


Nu dufter her af friskbagt brød og om lidt er kaffen også klar…

Brød

Det gode brød

Karen spurgte efter en opskrift på mit brød. Hm… det er ikke sådan lige at give for jeg bager meget på lyst og gefuhl, men udgangspunktet er denne opskrift:

250 g surdej (eller gær på størrelse med en ært)
½ l vand
750 g mel (hvede, durum, boghvede, kastanje, graham, spelt eller hvad du har… )
½ spsk. salt

Dejen rører jeg i røremaskinen, den er lidt på den våde side, men ikke sjask våd. Når dejen er æltet grundigt og længe så ryger den til hævning enten et par timer på køkkenbordet, eller lidt længere i kælderen og hvis ikke jeg har tid til det, så kommer den i køleskabet til dagen efter. Når dejen er hævet så kommer jeg den forsigtigt ud på et meldrysset bord og former den til en spændt kugle, – som fru Plum har lært os, og kommer den i en meldrysset hævekurv. Nu skal brødet hæve igen, du vælger selv hvordan, men det skal blive ca. dobbelt størrelse. Når det er hævet færdigt, vender jeg det ud på en brændvarm bagesten og stiller det i ovnen ved ca. 225 grader i 40-45 min.

Brødet fra forleden var bagt med hvede-, spelt- og kastanjemel og smagte forrygende.

Brød

Giv os i dag det dejlige brød…


For år tilbage bagte jeg alt vores brød selv. Jeg havde også jævnligt gang i noget surdejs-halløj, men det blev aldrig rigtig en god ven. Forleden spurgte min yngste, hvorfor jeg aldrig bagte de der lækre boller mere… Jeg vidste godt hvad han mente og gik straks i gang med at lede efter opskriften, den var ikke lige sådan til at finde, for jeg har “ryddet op” mange gange siden sidst…

Jeg fandt ikke opskriften, men søgte på nette og har nu eksperimenteret lidt…

Portionen giver en 15-18 boller, som minder meget om dem jeg lavde dengang ungerne var mindre og mit overskud større. Dengang lavede jeg dejen om aftenen og bagte bollerne om morgenen, for bagetiden passede lige med den tid det tog mig at bade og få tøj på.


Nu hvor jeg går hjemme laver jeg dejen om formiddagen og så kan der bages boller sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Jeg laver dejen i min røremaskine og kommer den så over i en stor Tupperware-bageskål med låg. Så behøver jeg ikke at tænke på husholdninsgfilm eller fugtige viskestykker. Jeg lader bollerne efterhæve mens ovnen bliver varm.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...